Fødselsdag i dag og ved stadig ikke, hvor gammel jeg bliver, eller hvad jeg ønsker mig

Jeg havde en fysioterapi-tid i morges kl. 9.10 for at få løsnet op i mine stadig ret spændte ammeskuldre med masser af guf i, som fysioterapeuten kalder det, hehe, mmm guf :-D. Den unge dame er lige min kop te og ved hvilken terminologisk strategi, hun skal bruge over for mig, når hun er så bekymret for min belastede nakke og skuldre efter de tre fødselssessioner de sidste 6 år, og jeg ammer jo stadig Nora og er stadig meget dårlig til at finde den rigtige stilling, når jeg ammer hende liggende ved siden af mig kl. 6.45, fordi jeg ikke gider stå så tidligt op :-D. Hun elsker det, og det passer mig fint, bare ikke mine skuldre, og den her skærmtid gør det nok heller ikke meget bedre for det øverste parti af kroppen. Men altså, “ej skal vi ikke finde en anden dag? Vil du virkelig have en tid på din fødselsdag?”, spurgte min fysioterapeut, da jeg jokede med, at datoen, hun foreslog, var på min fødselsdag. Jeg grinte og sagde, at det måtte være min fødselsdagsgave til mig selv, og helt ærligt, så vil jeg da hellere få noget massage på min fødselsdag end at bruge den på at rydde op herhjemme, glo på en skærm, når jeg alligevel ikke skulle ud på et plejehjem i dag. Min chef, Esra, havde nemlig givet mig lidt fri alligevel, så jeg kunne tage det lidt stille og roligt, haha – en fordel ved at være sin egen chef, tænker jeg :-P.

Jeg bliver angiveligt 32 år i dag. Jeg har ikke rigtig lyst til at tage stilling til de 32 år – hverken over, hvad jeg har brugt dem på, eller hvad jeg vil bruge de næste 32 år på. Det eneste, jeg rigtigt nyder ved dagen, er tanken om, hvor godt jeg egentlig har det i dag. Der er altid de der småskænderier, dårlige oplevelser og bekymringer, men sådan helt grundlæggende helbredsmæssigt og mentalt, så har jeg det OK, og det er vigtigst, tænker jeg. Jeg går hverken og tænker over, hvor gammel jeg er, eller om jeg går og mangler noget. Totalt luksus, manner, hehe, det kan virkelig anbefales. Jeg synes altid, at det er lidt pinligt, når folk spørger til min alder, og jeg nogle gange lige skal have en tænkepause, for jeg skal seriøst tænke over, hvor gammel jeg er, og jeg har da også været en anelse bekymret for, om min hukommelse fejler noget, men jeg tror bare, at det er, fordi jeg ikke går særlig meget op i det. Og når folk spørger til mine forældres og søstres aldre, svarer jeg dem godt nok med et tal, men i mit hoved er det et cirka-tal, for jeg kan slet ikke nå at følge med i alle 8 menneskers fødselsdage og slet ikke alle 14 børnebørns i familien – det er altid noget, at jeg rammer det rigtige antal medlemmer af familien, haha. Jeg kan derfor ikke lade være at grine for mig selv, når svigermor ikke nok med helårsfødselsdage pludselig udbryder, når det er børnenes halvårsfødselsdage haha! Slap af. Min svigermor er crazy til tal, ligesom hun altid kan huske, hvilken dag på ugen det var, vi besøgte hende for flere år siden :-D. Hermed kan vi vist godt konkludere, at en sproglige (svigermor) kan være gode til at huske dage og tal, men være dårlige til matematik, mens matematikere (mig) kan være dårlige til dage og tal, men gode til sprog, punktum for den videnskabelige konklusion, haha.

En anden ting, der hører fødselsdage til, er jo gaver, og jeg har altid haft det underligt, når folk spørger mig om, hvad jeg ønsker mig, hvis jeg for eksempel holder en fødselsdagsfest. Senest spurgte svigermor, som køber, uanset om jeg holder noget eller ej, og jeg har det sgu svært ved at bede så direkte om gaver. Fødselsdage er ikke noget, vi har dyrket på højt plan i min barndom. Jeg mindes, at vi hyggede med the og kage, men der blev ikke købt gaver, og det var allersjovest at fejre min far, fordi han aldrig selv huskede sin fødselsdag, og derfor var det mere motiverende at overraske ham og gøre ham glad. Jeg holder virkelig bare mere af den spontane og uventede glæde, vi kan give hinanden, når vi mindst forventer den. Nogle gange kan jeg endda synes, at det er noget underligt noget, at vi skal modtage og give al den ekstra opmærksomhed på en fødselsdag, som er én gang om året, i stedet for at fokusere på den glæde, vi kan skabe hos hinanden mere spontant med de gode gerninger i hverdagen. Jeg hører nogle gange om folk, som lever i et dårligt parforhold, og som generelt ikke er særligt søde ved hinanden, men som prøver at finde lykken og trøste hinanden ved at forære og konkurrere om de største gaver på selve fødselsdagen overfor hinanden og omverdenen eller være ekstra sød og hjælpsom, som om at det er endagsplejningen, der skal redde parforholdet. Dagen efter fødselsdagen er alt så ved det gamle, hvor respekten og hjælpsomheden ikke er blevet påvirket en millimeter, men hvor man til gengæld har formået at gøre omverdenen opmærksom på, at man lever i et lykkeligt ægteskab. Seriøst, jeg har aldrig fattet den der diamantring eller uret til 10.000 kr, for havde man ikke også råd til den dagen før fødselsdagen? Og hvis man ikke har råd, men køber den, går det stadig ud over den fælles økonomi, hehe. Jeg vil personligt blive sur på Uffe, hvis han købte en dyr gave, når vores økonomi ikke tillader den, og jeg vil endda nok tænke, at det da yderst var en uansvarlig og umoden handling, haha, så nej, jeg ville nok ikke blive glad for den materielle værdi. Jeg ved det ikke – er det fordi vi er gift og alligevel råder over fælles økonomi og ansvar, at jeg ikke bliver lige så tændt for den dyre ring som for den dybe respekt? Er det fordi der gælder andre spilleregler, når man har stiftet en familie, der kræver tålmodighed og respekt, som ingen penge rækker langt nok til, hvis man vil købe dem? At jeg hellere vil glæde mig over, at Uffe ikke kan gøre det bedre på min fødselsdag, fordi han faktisk gør det godt i forvejen. At jeg kan blive endnu mere lykkelig, fordi han alligevel stræber efter at gøre en særlig ekstra indsats, fordi det er min fødselsdag, men at han faktisk ikke behøver. Jeg tænker, at det må være nemt at måle lykken, hvis den kun kunne opnås igennem de materielle ting. Vi kan alle købe os til den kortvarige lykke enten ansvarligt eller uansvarligt ved at gå i overtræk, men den vedvarende mentale, ansvarlige og respektfulde lykke koster faktisk gratis, men er udfordrende for det individualistiske menneske.

Med alt dette in mente skal jeg lige nævne den gave, jeg fik engang af Uffe, da vi ikke var gift, hehe. Jeg glemmer ikke, hvordan jeg i første omgang prøvede at skjule min skuffelse, og hvordan jeg blev rigtig glad for den efterfølgende. Jo, for dengang var jeg nok lidt mere naiv og umoden og håbede på en gave af større materiel værdi, selvom han var fattig studerende. Vil I høre? hehe. Han tog en sten frem, som var formet som en fugl, og jeg anede ikke, hvad meningen var med den, eller hvad jeg skulle bruge den til. Det gik op for mig, at man stiller sådan en dims i haven, men hvor skulle Esra fra boligblokkene ane det fra, hehe. Tanken bag gaven var jo egentlig så smuk, for den symboliserede hans håb for at det skulle lykkes med os to. At vi en dag skulle få vores egen have og ikke mindst hinanden, hvor vi kunne sætte fuglen som pynt i haven.

Det har været en dejlig dag, venner. Nora har for første gang fulgt mig helt ud til døren i vuggestuen af sig selv og vinket glad farvel til mig, jeg har skrevet lidt til venner, jeg længe har tænkt på, men ikke kunnet få skrevet til, jeg har formået at lade rodet i køkkenet være endnu engang og bare feset ud, da Uffe pludselig skrev og spurgte, om vi ikke skulle mødes i byen kl. 13.

Jeg har som sagt ikke tænkt over, hvor gammel jeg bliver, andet end at jeg åbenbart har kendt Uffe lige præcist halvdelen af mit liv. Jo, for man er vel 16 år, når man starter i gymnasiet – det siger Uffe :-P. Jeg føler mig så heldig, over at have én, der forstår mig, når jeg selv forstår mig mindst. Tillykke til mig 🙂