Jeg prøver at nyde hverdagen, usikkerheden og friheden – Skal jeg? :-P

Jeg har været opslugt af den helt almindelige hverdag uden deadlines eller større planer, og selvom det pludseligt føles lidt tomt, fordi legestuerne på plejehjemmene bare kører helt af sig selv, er mit hoved smækfyldt med alverdens tanker og ideer, og jeg nyder, at jeg ikke skal nå noget bestemt, men at det er lidt løst nu. Jeg har en del afspadsering og burde holde meget fri her i løbet af december, men jeg kan ikke rigtig bare give slip på legestuerne. Jeg fortsætter med at dukke op på legestuerne rundt omkring, som det passer mig, sørger for at tage lidt billeder til Facebook-siden Leg på plejehjem, og håber på at samle lidt materiale til en video om hele konceptet, så det vil jeg gå og hygge mig med.
Bloggen har jeg ikke helt kunnet overskue, og jeg har da også haft lidt dårlig samvittighed over mine samarbejdsaftaler, jeg har her på den, men jeg synes, at det er vigtigt at mærke efter. Og jeg har også i nogle dage trukket mig tilbage fra Instagram, fordi det pludselig kom lidt på afstand. Lyder måske lidt underligt, men nogle gange har mit hoved bare brug for andre ting. Og hvis jeg skal være ærlig, så er det lidt op og ned, for nogle gange kan det sgu føles lidt mærkeligt og meningsløst at dele ud af sin hverdag bare for at sige, hvad man laver lige NU, og hvorfor er det lige andre skal vide, at jeg er ved at sætte tænderne i noget lækker cafémad eller skal ud i byen og hygge mig. Jeg har altid været bevidst om at have en eller anden form for budskab eller inspirationsfaktor med, når jeg delte noget for at få lidt mere mening i det, men den er altså lidt svær nogle gange, fordi man altid skal vurdere, HVOR meget man vil dele ud, og hvor den der grænse lige skal gå. Og ja det er da spændende at være med i andres hverdag, uden at der behøver at ske noget særligt, for tit er måden, vi gør tingene på, bare interessant og spændende, og mere behøver der ikke at være i det. MEN jeg synes bare heller ikke, at det er særligt charmerende eller meningsgivende, at der er mennesker derude, som er klistret til den telefonskærm, fordi de hele tiden skal føle sig opdateret på, hvad andre laver, uden at det rigtigt kan bruges til noget.
Jeg er meget bevidst omkring, hvordan jeg ikke vil lade telefonen fylde for meget foran børnene, familien eller med vennerne. Mit telefonforbrug varierer vildt meget fra dag til dag afhængigt af, om jeg har børnene hjemme eller ej, og når jeg så er tilbage igen med mere tid efter at have oplevet en masse ting og holdt jer udenfor, føles det også lidt mærkeligt at komme ind igen. Men måske er det okay? Det er sådan lidt underligt det her med sociale medier, for på den ene side betyder det selvfølgelig mere for mig som blogger at have jer tæt på mig, men det er klart, at hvis kontakten ikke er stabil, og I ikke altid får liv at komme helt tæt på resten af familien, så føles det måske ikke så tæt alligevel? Eller hvad? Jeg synes selv, det fungerer udmærket, men hvordan oplever I det?

Og det er måske dét, jeg er ved at erkende, at det er okay ikke at være en stabil blogger, fordi der sker alt for meget i min “lille” familie og arbejdessituation lige nu, så bloggen aldrig rigtig bliver en fuldtidstjans. Og det ER også fint. Lige nu, hvor jeg havde troet, at jeg ville få mere tid til bloggen, viser det sig jo, at der er en masse udviklingspotentiale i mit legestuekoncept, og det synes jeg også er ærgerligt at lægge fra mig. Der er egentlig så meget jeg vil, men jeg vil også gerne stå fast ved, at mit liv med tre små børn lige nu er ikke til de store drømme. Men jeg vil gerne arbejde med de små drømme i mit eget tempo, og her er jeg bare nødt til at give afkald på nogle ting. Så bloggen bliver måske mere ustabil, men ikke glemt. Jeg er her, og der stadig en masse, jeg mangler at fortælle jer, og det kommer, og måske i en anden form 🙂

Jeg føler mig i hvert fald meget heldig for tiden. Der er mange ting, der har irriteret mig, og jeg er også tit blevet skuffet. Men jeg har lært, at det ligesom hører til at blive skuffet, og jeg ikke altid kan være heldig. Jeg var jo ret skuffet over, hvordan TV-avisen præsenterede legestuerne på plejehjemmene som et projekt af Aarhus Kommune. Jeg aner ikke, hvorfor de gjorde det, og hvorfor de ikke kunne se værdien og inspirationsfaktoren i, at jeg, som almindelig borger, har fået penge og skabt det. Men der er så meget man ikke forstår i den branche, tro mig. Uffe har virkelig støttet mig, og jeg aner ikke, hvad jeg skulle uden ham. Han er altid klar til at kæmpe for min sag, og jeg kunne bare mærke, hvor ligeglad jeg i virkeligheden var og ikke gad at tage nogen kampe. Al den glæde og den kærlighed, jeg var vidne til på plejehjemmene overdøvede fuldstændig min vrede over medierne. Jeg er ligeglad, venner. Det vigtigste er, at vi herude kan mærke forskellen, mærke glæden og livet. Jeg har ikke brug for nogen anerkendelse andet end den i min egen omgangskreds. Jeg vil hellere drives af medkraften end modkraften, af al den postive energi, der er omkring mig. Jeg vil hellere bruge kræfterne på det næste stykke glæde, og jeg vil hellere gå og glæde mig til fremtiden end gå og ærgre mig over fortiden. Ej, apropos fremtid vs. fortid, så så jeg et godt citat hængende på svigermors tavle på tysk, så oversat bliver det vel: Også fremtiden var bedre i gamle dage. Er den ikke god? Det her med at vi går og snakker om at alt var bedre i gamle dage. Det giver jo ikke mening med fremtiden, for den er vi i nu, og det er den, vi troede var bedre i gamle dage, men nu står vi i den, og den er stadig god. Lidt kringlet, men forstår I den? 🙂

Det er fint at møde modstand, og tage små kampe. Jeg ved, at det er nemt at sige det, for der har også være opture til at modveje det, men hver gang man går igennem noget ubehageligt, rykker det også bare på éns grænser. En slags afklaring og modenhed. Alt skal nok gå. Hvad vi tror, er det værste, vi kan blive ramt af, kan vi finde ud af var intet i forhold til noget andet, vi kommer til at opleve senere.

Det er altid inspirerende at høre andres historier og kampe, og det gav mig en del tanker efter foredraget med Emma Holten i går om feminisme. Uffe og jeg var så heldige, at vi kunne efterlade børnene til deres farmor, som stod for putningen, så vi bare kunne komme tage afsted til Tivoli Friheden, hvor foredraget blev holdt. Det er altid dejligt lige at få lidt alenetid i andre sammenhænge, nyde snakken og roen. Der er mange aspekter af feminismen, jeg er vild med. Retten til at være den, man gerne vil være uden at føle sig udenfor. Retten til at være anderledes. Sådan helt grundlæggende. Og så kan der være nogle mennesker, vi ikke forstår eller ikke deler holdninger med, men det er da et vigtigt fundament for mennesket at bevare respekten for hinanden, for mennesket, fordi det er et menneske.

Det er os selv, der er med til at skabe livet, bryde fordommene, bringe optimismen, leve min egen drøm, og jeg har friheden til det, og med mennesker omkring mig, som respekterer mig som menneske, så er der vel ingen forhindringer?

Og hey! Først kom der én over til mig i går i pausen til foredraget, og spurgte om jeg ikke også holder foredrag og roste mig vildt meget for den person, jeg er (blev helt rød i hovedet, kunne mærke det :-D), og da jeg nævnte det for jer på min story, var I flere der efterspurgte det, og jeg bliver totalt sat på overarbejde her :-D. Det betyder virkelig meget, og tak for jeres ærlighed <3. Jeg har faktisk tænkt på det og prøver at se, om jeg kan bygge noget op omkring det 😛

Rigtig god aften, venner 🙂