Hvorfra får vores børn mad, tøj og leg fra, og hvorfor jeg ikke bryder mig om yndlingsting

Der kommer ikke en tid

2017 er ved at tage form. En slags afrunding af noget, men ikke en afslutning – og heller ikke en start. Ingen ny tid kommer, og jeg har ingen forventninger til tiden – til 2018, for tiden er den samme – kun jeg kan blive større – hvis jeg vil. Vi er i den, i dag som i går, og vi bliver ved med at være i den, og der kommer ingen ny tid. Men der er i morgen. Den er større end i dag, for dén er en ny start, med tid, mulighed for handling, ændring, selvrefleksion og prioritering. Men det kan ende på samme måde igen.
Vi snakker hvert år om, hvad vi skal blive bedre til i det nye år, ikke alt tør vi sige højt, men vi tænker det, men så går der et helt år, og vi har ikke rigtig rykket os, eller ændret, eller blevet bedre, og måske blevet dårligere. Så har vi alligevel rykket os. Uden kurs, ingen retning og mod noget vi ikke helt ønskede eller vidste. Og vi står ikke stille. Vi tænker hele tiden, at vi vil gøre det. Vores hjerne arbejder, men prioriteterne er nogenlunde ens. Og nogle gange er det, fordi der skete noget stort en dag – bilulykke, cancer – vi blev vidne til tiden, og vi besluttede os for at ændre os. Så gik tiden igen, og så blev vi os selv igen. Tiden indhentede os. Virkeligheden. Dagligdagen. Menneskeligheden.
Den er svær. At tage det et år ad gangen. Vi skulle hellere se på dagen i morgen uden at tænke på en ny start, nye håb, nye drømme i det nye år. Stoppe med at snyde os selv. Det er ikke i det nye år, at vi bliver bedre til at spise mere grønt, nyde nuet, sove tidligere, følge drømmen eller begynde at løbe. Det er i morgen. Og måske nu. Lige nu, at jeg bliver bedre til at anerkende, værdsætte og sige at jeg elsker ham. Lige nu at jeg virkelig nyder øjeblikket med dem. Lige nu at jeg tager guleroden i stedet for vingummien, nu at jeg handler på min bekymring om naboens tilstand og spørger, hvordan det går, nu at jeg gør noget for andre, siger hej til den fremmede ved busstoppestedet, smiler til kassemanden, roser kollegaen, eller “får overskud” til at tænke på andre før mig selv. Og nu at jeg stopper med at have det dårligt over, at jeg aldrig får gjort det. Der er mange ting, og jeg skal nå det hele i 2018, og jeg behøver ikke at starte 1. januar 2018, for der er jo også d. 2. januar. Der er et helt år til at nå det hele, så jeg behøver ikke engang at tænke på, om jeg når det. Vi har så meget tid til at nå det, at vi glemmer det. Udskyder det. Glemmer at tro på, at vi kan det. Vi har ingen tid til at tro på, at vi kan det. Vi har sat vores lid til tiden. Den er rummelig, fuld af retninger og vigtigst af alt fuld af tid. Vi venter på, at den fortæller os, hvornår det helt rigtige tidspunkt kommer. Så vi kan ændre os, gøre det, tage skridtet. Vi går. Vi venter faktisk ikke. Vi gør ikke noget. Det er trygt, og vi ved, at vi ikke er alene, for tiden er med os.

Alle forhindringerne, dårlig timing, børn i vejen, men det er ikke dét. Motivationen mangler, det sidste skub mangler, og der er så meget andet, der først skal falde på plads. Tiden har ingen former, tiden går, den er ikke med os. Vi er i den, og vi bestemmer selv. Der er ikke kun gået et år. Der er gået 32 år, og jeg skal ikke videre, for der kommer ingen tid. Den kommer ikke.

Jeg skal ikke noget i 2018. Jeg skal måske nu, inden jeg skal sove. I tiden, hvor jeg tror, muligheden er mindst, men beslutningen størst. Sådan har jeg det nu. Ikke lige præcist 24 timer før 2018. Men bare lige nu.

Esra Alici Pedersen

6 kommentarer

  • Seher

    Hejsa Esra, jeg skriver fordi jeg er nysgerrig på at finde ud af, hvornår du og din mand tog kontakt til hinanden igen? Du skriver på et tidspunkt, vi flytter langt væk fra hinanden, hvad var så årsagen til at i fandt tilbage til hinanden igen? Hvor længe var i væk fra hinanden, var du lykkelig indenfor de år, for du skriver “flere år var vi væk fra hinanden”.

    Hilsen Seher, du giver mod og lyst på at skabe en ny tilværelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Hej Seher. Vil meget gerne svare mere detaljeret, så sender dig en mail én af dagene 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Kære Esra.

    Jeg er helt vild med din måde, at skrive på. Vi lever vidt forskellige liv, men du rammer mig lige dér, hvor jeg indimellem føler, at jeg har brug for at blive ramt – for lige at komme tilbage med begge ben på jorden efter en flyvetur i rummet med hverdagens trummerum og prioriteter der ikke stemmer overens med mit indre.

    ……og for pokker, hvor er du dog en meget smuk kvinde!

    Rigtig dejlig dag til dig og dine. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Kære Rikke
      Du kan tro, at du også lige har ramt mig et sted :-). Tusind tak for dine smukke ord, som virkelig bare ramte mig dybt. Du beskriver det så godt, og jeg er med på den flyvetur, og blev lige mindet om det igen – tak for det! SÅ sød du er 🙂 Jeg kommer til at sove rigtig godt lige om lidt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Hvor er det bare fint formuleret!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvorfra får vores børn mad, tøj og leg fra, og hvorfor jeg ikke bryder mig om yndlingsting