Så pyntes der herhjemme..

Spændende med nye traditioner

Det var så den Eid. Som de fleste nok tænker, så var det dejligt, at den ramte en weekend i år og man kunne besøge familie og venner uden at skulle tænke på, om folk har været på arbejde, og om det nu passer dem. Faktisk er det fede jo, at selv når Eid er en hverdag, så er det sjældent, at man tager højde for, at folk har været på arbejde, for når det er Eid, så er det tid til uventede besøg og travlhed med at besøge og ringe til de ældre. Sådan har det i hvert fald været i min forældres tyrkiske omgangskreds. Fordi min far var den ældste i famillien, kom alle mine onkler, fastre og deres børn hjem til os, og kan du forestille dig en 85 m2 lejlighed fyldt med alle de mennesker? 🙂

Jeg husker det som en rigtig god tid. Min storesøster satte vores hår op, og vi gik en tur i hele området – ligesom når det er Halloween – og bankede på folks døre og ønskede dem god Eid, og så fik man slik eller nogle småmønter. Vi kastede os ind i opgangene og tjekkede alle navnene på dørene for at se hvilke, der lød “muslimske”, så vi kunne banke på – og heldigvis var der mange i Gellerupparken :-).  Det er jo sådan noget, der er med til at give en stemning, og selvom jeg hadede at få det slagtede dyr hjem – så det kunne parteres og gøres klar (alt det arbejde) – så var det jo traditionen om at få slagtet dyret, spise noget kød sammen og dele ud til naboer, der har sat nogle gode minder. Nu skrev jeg i indlægget her, at man sender penge til de fattige, så de kan slagte, men der er også mange, som slagter i Danmark netop for stemningens skyld og samtidig sender til de fattige.

Eidpynt

Mange af mine barndomstraditioner prøver jeg at holde fast i, men der kommer også mange nye. Desværre har jeg ikke så meget tid, og selv når jeg får lavet noget, er jeg lidt dårlig til at tage billeder af alt, da jeg synes, at det hurtigt kan tage overhånd. Jeg bryder mig faktisk ikke om at “være på” så meget, og det er en svær balance, når man blogger og gerne vil dele ting med jer andre :-). Af samme grund fik jeg faktisk heller ikke taget billeder af morgenmadsbordet, vi havde på Eid-dagen :-(. Jeg fik lavet menemen, som er en tyrkisk grøntsagsret, man spiser til morgenmad, og som består af gode modne tomater og stærke tyrkiske peberfrugter, som steges og blandes med letpiskede æg til sidst. Jeg skal nok lave et indlæg om det!

En af de nye traditioner vi har indført (håber at jeg kan blive ved) er faktisk inspireret fra min svigermor, som plejer at sende julehilsner med posten til bekendte. Jeg synes selv, at det er så hyggeligt, når der ligger noget i postkassen, som ikke er fra SKAT eller andet, men faktisk bare er en hilsen. Svigermor er rigtig god til at sende post til Munira, hvor hun skriver og hører om hun har det godt – meget sødt! Men som sagt, så fik jeg sendt nogle små poser afsted til familie og venner og pyntede dem lidt med de får-stickers, jeg har skrevet om her.

eid pakker post

I de fine farvede poser fra Søstrene Grene lagde jeg også en papirpose med nogle lækre chokolademandler. For 10 dage siden fik vi 2 kg af dem fra nogle venner, og i dag har jeg spist dem færdig! Det er virkelig en ond gave at give mig så meget, for jeg kan slet ikke holde ud at kigge på dem, når jeg går hjemme og ender derfor med at spise dem alle – meget hurtigt!

Det var faktisk i fredags, jeg sendte poserne afsted i håb om at folk kunne få dem om lørdagen (men det gjorde de ikke :-S), og selvom det lyder ret hyggeligt, at jeg sad på en café og lavede kortene (det passede bedst, at Isak sov udenfor), så var det ret anstrengende til sidst, da Isak vågnede og faktisk lå ved siden af bordet med poserne :-D. Vi nåede nu det hele – også bryllup om fredagen!

I søndags fik vi så fejret Eid med vennerne, hvor vi mødtes i en af vennernes festlokale og havde sørget for små gaver til børnene og spiste – ja gæt hvad? Smørrebrød!! 😀

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så pyntes der herhjemme..