grenaa apotek

Et sted i verden – Grenaa by Esra

I fredags gik vores verden endnu engang i stå. Inden vi rigtigt var kommet over chokket i Nice, blev vi endnu engang vidne til en frygtindgydende begivenhed. For mig er der ikke forskel. Liv er liv, om det er det ene eller det andet sted, men der er ingen tvivl om, at hvis man kender nogen tæt på et sted, der er sket eller sker ulykke, så kommer det pludselig én nærmere. Og det er også derfor, at verden måske gik mere i stå for mig efter det mislykkede militærkup i Tyrkiet, fordi de fleste i familien er på sommerferie dernede lige nu. Jeg fyrede beskeder af til vores familiegruppe i app’en Viber og skulle være sikker på, at de havde det godt allesammen. Jeg havde faktisk svært ved at falde i søvn, fordi jeg hele tiden ville opdateres med ny viden, men et kup betyder, at selv TV-stationer bliver kuppet, og du KAN ikke få viden – ja, det lyder næsten som en historie, jeg fortæller. Læs resten

6-22

Ferie i 8220 Brrrrabrrrrand – ekspertviden :-)

Jeg tænker jo ikke særligt meget over, hvordan “Brabrand” lyder, for jeg er født her og er totalt indspist med det, men jeg er flere gange blevet gjort til grin dengang i København både på grund af min dialekt, og når jeg siger, at jeg er fra Brabrand. Brrrrabrrrrand? Er det i Danmark? Og hvor lyder det mærkeligt. Københavnere er altså ikke altid så høflige eller nede på jorden som os jyder og vores mere afslappede dialekt (kilde: forskning :-P). Og jo, københavnsk gør dig mere hård i tonen, og det er min svigermor beviset på (ligesom forskning :-P) fra dengang, hun blev indlagt på Hvidovre Hospital (mit rørende indlæg). Hun kunne simpelthen ikke komme på bølgelængde med sygeplejersker og det øvrige personale. Hun kaldte det sprogbarriere. Hun følte, at de skældte hende ud, når de åbnede munden og skulle fortælle om hendes tilstand. Jeg griner stadig af det :-D.  Læs resten

munira-e1424728886874-624x832

Kære menneske

Kære mandlige pædagog. Vi valgte din institution fra, blandt andet på grund af vores besøg hos jer, dengang vi kiggede på institution til Munira. Mens vi stod og snakkede med dig, kom en grædende pige løbende over til dig, fordi hun havde slået sig. Du klappede hende helt overfladisk på hovedet med en meters afstand og sagde, at det nok skulle gå. Vi kunne se, at det ikke gik. At hun ikke var helet. Det var selvfølgelig ikke kun af den grund, men det betød noget. Det faldt os i øjnene, at barnet der søgte din opmærksomhed blev mødt af en overfladisk reaktion. Jeg ved ikke, om det var fordi, du ikke kunne finde ud af at tackle situationen, du af natur ikke er særlig omsorgsfuld, eller om du er underlagt regler fra nogens side. Vi syntes bare, at det var synd. For jer begge to. Stakkels dig der er havnet et sted med små børn, der for det meste bare har brug for at mærke omsorg og kærlighed, hvis du ikke inderligt elsker at arbejde med børn eller ikke kan finde ud af at aflæse børns behov. Læs resten

eid på bakkerne eid-pynt

Eid på bakkerne

For os var det helt klart Eid i tirsdags – skraldemanden kom og tømte affaldsspanden, og følelsen af at at starte dagen rent. og tanken om at vores nyplantede bøgehæk kunne danse under regnen hele dagen, føltes helt rigtigt og som en velsignelse – yeah right, prøv lige at være lidt mere positiv, ik? 😀 Det var faktisk sådan rigtig træls med regnvejret, især fordi vi havde håbet på at komme i Tivoli Friheden senere på dagen, hvilket blev droppet af to grunde. 1. De billetter vi havde fået billigt fra Rynkeby saft var ikke kommet. 2. Det passede os faktisk helt fint, for vi ikke havde lyst til at snurre rundt i Tivoli i regnvejr. Jeg kan i øvrigt se på Tivolis hjemmeside, at der er Familiedag d. 3. september, hvor DR’s helte som Motor Mille, Hr. Skæg og Onkel Reje kommer, så det må Munira gå og glæde sig til, OG mon ikke billetterne er kommet til den tid? :-D. Læs resten

2-62

Upss – giver jer ret – trækker ordet tilbage

Det her er måske lidt pinligt, for jeg vil gerne indrømme, at jeg har brugt et ord, jeg ikke vidste hvad betød – eller altså, jeg havde da en forestilling om, hvad det betød, men jeg anede da intet om, at det betød noget så grimt. Jeg har det fra min svigermor, tænk engang, altså.

Jeg er lidt imponeret over, hvor godt I efterhånden kender mig, at I kan finde på at undre jer over de ord, jeg bruger. Jeg får altid lidt sved på panden og under tørklædet, når jeg får kommentarer til måden, jeg skriver på, og som jeg skrev om her, så er det for det meste positivt (heldigvis), meeen der er jo også noget, der hedder positiv feedback eller kritiske kommentarer, der har til formål at gøre noget godt for modtageren. Og dét kan jeg lære noget af! Sådan én af slagsen fik jeg så. Læs resten

min familie

Jeg kan ikke tilfredsstille alle – kom med bag om bloggen

Jeg har fået nogle reaktioner på Instagram om, hvorfor jeg ikke viser min sympati for ofrene ved det forfærdelige angreb i Istanbuls lufthavn. Heldigvis på en sød måde :-). Andre gange får jeg mails eller kommentarer på bloggen af en art, som jeg ikke synes klær bloggen. Min blog er et positivt sted, og det er heldigvis mig, der bestemmer, hvad der kommer på den. Det er også derfor, at jeg har valgt, at jeg skal godkende de kommentarer, der kommer ind, og er grunden til, at din kommentar ikke dukker op på siden med det samme. Hold on :-). Jeg har faktisk overvejet, om jeg skal fjerne den funktion, da det også tager tid at godkende kommentarer, men det må jeg lige se på.

Med en lille ophobning af forskellige synspunkter fra forskellige typer af mennesker, der har en holdning til, hvad jeg skriver om og ikke skriver om, der har spørgsmål til mit private liv, eller gerne vil have råd til alt fra blogging til (igen) det private liv, eller der sågar har en holdning til, hvordan jeg ikke bør binde mit tørklæde eller hvilket stof, jeg skal bruge, har jeg længe tænkt, at jeg vil lave et indlæg, der forklarer lidt om, hvordan jeg ser på alt dette. Læs resten

gave fra svigermor

En gave fra to verdener

Jeg postede i går et billede på Instagram (@esra.ap), hvor jeg viste en pakke, jeg fik af svigermor i går. Vi havde fået besked på, at vores tæppe, vi havde bestilt til gæsteværelset, netop var ankommet i butikken hos Ilva, og Uffe var klar på at tage Isak og Munira med sig for at hente det. På vej hjem var de selvfølgelig endt hos svigermor, fordi det jo lige var på vejen (her i Aarhus er alt nu lige på vejen), og de lige kunne få en godnatis. Da Munira kom hjem, havde hun en pakke til mig – fra svigermor. Svigermor er virkelig god til at give små gaver, og det er ikke fordi, at det skal have en stor økonomisk værdi, men det er en hyggelig måde at vise hinanden på, at man har tænkt på hinanden, hvis man lige har set noget, og tit er spændingen ved at pakke gaven op større end selve gaven, og det elsker jeg! Og som I ved, så skal vi alligevel over til hende i dag, da vi altid plejer at besøge hende om torsdagen, hvor vi lader nogle af ungerne overnatte hos hende, men at hun gav pakken med Munira i går er så smart, fordi jeg netop får den på et tidspunkt, hvor jeg mindst forventer at få noget. Det er lidt genialt og snedigt, tænker jeg 😉 (Og måske er det slet ikke så gennemtænkt fra hendes side :-D).

Og jo, jeg vil gerne vise, Læs resten

randers cafe

En tur til Randers – mulighedernes by – eller bare vorternes :-)

Jeg skal spare jer for et billede af Muniras vorte. Jeg har været ret frustreret og lidt sur (ja, hvad er forskellen?) over vores sundhedssystem, og efter at have brokket mig en del over det indenfor husets flere vægge, vil jeg gerne vende det om til noget positivt, selvom det var lidt svært for mig at se det i starten. Jeg vil simpelthen skrive om vorter, for jeg er sikker på, at andre derude kan have gavn af vores forløb, og med alle de børn, der findes i Danmark på trods af den dårlige reproduktion derude, er jeg sikker på, at andre kan lære noget af vores vorte-forløb.

Muniratøsen fik for noget tid siden konstateret fodvorter, selvom jeg gik og troede, at sådan noget aldrig kunne ske for os, for vi har været så heldige med “sygdomme”, og lur mig, om ikke det er derfor (man skal aldrig sige aldrig), at lusene også invaderede Muniras hår (er sluppet afsted med dem for længst!). Vores egen læge var nærmest glad for en så simpel diagnose og ordinerede Verucid, som skulle være den traditionelle (læs: oldnordiske) metode til at bekæmpe vorte-virussen. Nærmest glad fortalte han, at sådan er det bare med vorter – de er trælse, og det kan tage flere måneder at komme af med dem: Smøre og file, smøre og file sang han nærmest ligesom Karius og Baktus’ begejstringssang “hukke hakke, vi skal hukke hakke”. Tilfældigvis var vi tæt på døgnapoteket Løven i byen, så jeg kastede mig derind, mens Uffe ventede derude med tredje barn. Læs resten

semper børnemad

Jeg gør lidt, hvad der ikke er meningen med tingene – nu som ambassadør for Semper

Jeg er blevet spurgt, om jeg vil være ambassadør for Semper. Du ved, babygrød :-D. Altså til Nora. Hun er lige blevet fire måneder, og det er jo nu, man starter med sådan noget – eller nogen gør. Jeg/vi har både med Munira og Isak prøvet at holde den på ren modermælk, så meget jeg nu kunne, og først omkring 5. måned begyndte vi at give smagsprøver. Nora er bare helt vildt interesseret (og ja, faktisk snart 5 måneder), og bare jeg tager et glas vand, følger hele kroppen med, og hun prøver at kaste sig over det. I forhold til ambassadørskabet var jeg faktisk lidt i tvivl. Sådan noget færdigmad, altså! :-). Læs resten

Naboskab cheesecake

Hverdagstanker og lidt om hvor dette stykke cheesecake endte :-)

I mit hoved tænker jeg mange tanker, jeg ordner en masse praktiske ting, skriver indlæg, forbereder madplaner, starter vaskemaskinen, tømmer opvaskeren, og jeg ved ikke hvad, men i virkeligheden sker er altså intet (måske du også kender det? :-D). Jeg følger lidt med i, hvad der sker ude i verden og bliver endnu mere træt i hovedet af at tænke. Ja, hvis det bare var søvnmangel, der gjorde én træt – alle de frygtelige nyheder med folk, der bliver dræbt. Men jeg er god til at fortrænge – heldigvis. Jeg vil hellere bruge mine kræfter på noget positivt og glædeligt, selvom det kan være svært at bevare optimismen, når man prøver at få en tid hos hudlægen til Muniras vorte, og det først kan lade sig gøre til december! (der kommer et brokindlæg om det).

Jeg er efterladt alene i hytten, da Uffe er inviteret til mandespisning på en restaurant, og jeg faster jo ikke selv på grund af amning, og jeg har det faktisk helt fint med, at han hygger sig lidt med de øvrigt-sultende-venner, som han har lidt mere til fælles med for tiden end undertegnende. Læs resten