10 års venten og dagen, hvor du sagde ja, baba

Projekt bøgehæk, mit bedste råd!

Ved ikke, om det virker mærkeligt at skrive om et så lidt seriøst emne efter det seneste indlæg, som har fået så mange til at tude, men jeg har ikke rigtig lyst til at trække den så meget ud. Dermed ikke sagt, at der ikke kommer nogle opfølgende indlæg, da I er mange, der spørger ind til det samme, som jeg gerne vil besvare fælles herinde. Lige nu har jeg bare mest lyst til at komme videre fra den halvsorte sky, jeg har været omringet af. Jeg har stadig en masse beskeder på Instagram, som jeg skal have svaret på, men her på bloggen trænger jeg også til at komme tilbage til det helt hverdagsagtige, bare helt nede på jorden, noget af det som vi går og bruger tid på, og som fylder. Ja, både i tid, men sgu (desværre) også i vores sind :-D. Forstået på den måde, at vores uenigheder og skænderierne tit opstår på grund af … yep haveuenigheder. Haha, stik lige den :-P. Jeg ved det, find nu lidt større problemer, tænker I, men seriøst, det er vores forskellige tilgang til haven, der sådan af og til kan frustrere mig … os 😀

Uffe er vokset op i et parcelhus med have, og jeg siger jer, nærmest en park. Jeg elsker at være i farmors have med alle mulige små kroge med lavendelbuske, bække med frøer (på afstand :-P), kæmpe fyrretræer, grantræer, bambusser, rosenbuske og meget mere, som skærmer matriklen godt af mod naboen og vejen fra nærmest alle sider. Jeg nød godt af solen og vandbassinet til børnene i ferien, som jeg kunne nyde maks uden at skulle være dækket for meget til. Og det er da klart, at når Uffe er vokset op med den bevidsthed om at bar græsplæne er det kedeligste i hele verden, så skulle der ske noget, da vi flyttede ind i huset for 3½ år siden, hvor der nærmest kun var græsplæne, ja udover et paradisæbletræ og et dødt pæretræ.

Jeg derimod er vokset op på fjerde sal i en lejlighed, kender til havelivet fra vores årlige besøg i mine forældres landsby i Tyrkiet og er ellers vokset op med min mors interesse for især spiselige planter, som jeg så ikke fandt særlig interessant, da hun ville have os med ud i vejkanter for at plukke hyben til hybenmarmelade, sure blade (kuzukulak), yemlik og skvalderkål som kunne bruges som erstatning for spinat i börek (pandekager), sorry mor. Og så alligevel ændrer det sig jo lidt, når man selv får børn, og man gerne vil indvie dem i fra jord til bord-tankegangen.

Nå, men én ting var sikkert, da vi flyttede ind i vores hus, og det var, at vi skulle have hæk, så vi kunne skærme af til naboens hus. Og en masse andre projekter, som Uffe ikke kunne vente med at gå i gang med. Jeg ved det, sådan er det med have. Man er nødt til at prøve det af, give det noget tid, før man ved om, det virker. Man skal jo lige se solens bevægelse i haven i forhold til, hvad der kan vokse hvor. På det punkt er Uffe tålmodig, meget tålmodig, og jeg, ja. Jeg vil helst, at det ser pænt ud med det samme. Jeg tænker meget på det praktiske, om det vil fungere for os med tre små børn, når han kaster sig ud i en masse bede, som vælter ud med ukrudt, og det kan blive en irritationsfaktor for mig, hvis man aldrig rigtig når længere end at fjerne ukrudt, når man altid får nye ideer, sorry Uffe.

I kan godt høre, at jeg har meget på hjerte, hvad angår have, hva? :-D. Når det så er sagt, så beundrer jeg virkelig hans engagement i haven, hans stædighed over at skulle gøre alt selv med håndkraft og ingen maskiner (det er jo snyd sååå), og hvordan han skaber de hyggelige kroge. Jeg skal bare have tålmodighed! Der er godt nok meget, vi har fået lavet i de 3½ år, vi har boet her på matriklen, og Uffe har fået vendt op og ned på meget jord og åbnet op for en masse adgang til ukrudt .. haha ej skal nok stoppe.

Dette indlæg handler om hækken, hvor jeg vil dele ud af den erfaring, vi har fået, og som jeg ville ønske, andre havde fortalt mig. Det andet store projekt, vi kastede os ud i efter hækken, var at bygge en træterrasse, så vi kunne få glæde af eftermiddagssolen, så det får I også lige en sneak peak af herunder.

Bøgehæk
I må gerne grine af mig, når jeg siger, at jeg aldrig rigtig har lagt mærke til alle de bøgehække rundt omkring, før vi selv stod og skulle til at vælge hæk. Allerede inden vi købte huset, snakkede vi med naboen (som har bygget vores hus og selv boet i det i 5 år) om opsætningen af hæk, og både Uffe og naboen var enige om bøgehæk. Altså, hvad ved jeg om hæk, men fik at vide, at de ikke mister bladene om vinteren, og rent æstetisk passer godt ind i byggestilen, så syntes jeg ikke, at jeg havde så meget at skulle have sagt. Det vigtigste for mig var, at det hurtigst muligt dækkede godt af ind til naboen, så jeg kunne bevæge mig rundt i haven uden tørklæde. Når vi skulle bestemme os for højden af bøgehæk og kunne vælge mellem 1 m, 1,5 m og 1,8, kan I nok godt gætte jer frem til, at jeg insisterede på den højeste, så den allerede på første år ville være klar til at dække i højden. Det koster mange penge med så høj en hæk, og mit største råd i dag vil være, lad vær!

Da gartneren satte bøgehækklumperne med rødderne i jorden i den afstand, man nu skal, nemlig 3 stk. pr. 1 meter, havde jeg virkelig svært ved at se, hvordan hullerne imellem skulle vokse sammen. “Bare vent”, fik jeg at vide, og når man ikke har viden eller erfaring om den slags, så venter man jo bare, og vi venter på vores tredje år, og jeg er stadig ikke tilfreds, hehe. Mange steder er der næsten dækket helt til, men lige dér, hvor vi allermest havde brug for det, nemlig ved terrassen, så er der stadig “hul” igennem. Vi har så selv prøvet at dække lidt ekstra til med bambus, fuglehus mm 😀

De høje hække har sværere ved at tage fat
Når man vælger bøgehæk, der har fået lov at vokse sig så stor på anden grund, for eksempel de 1,8 m, og man flytter dem til et nyt sted, skal man sørge for, at der er gode betingelser for, at rødderne kan tage ordentlig fat i det nye jord. De skal have ro omkring sig til at tage ordentlig fat i jorden og leve videre. Derfor må de ikke plantes for tæt på hinanden og reglen hedder, at man sætter maks 3 grene pr. 1 meter, og jeg synes faktisk, at der er mere afstand imellem nogle steder end andre, men anede jo ikke, at det betød så meget.

Vi har lagt mærke til, at når det bliver tid i maj til, at bøgehækkene springer ud, så er vores “meget” senere om at folde de grønne blade ud. Det er som om, at de lige skal bruge ekstra kræfter på at springe ud, fordi de både skal koncentrere sig om at vænne sig til det nye jord samt vokse (min teori :-D).
Hvis vi derimod havde valgt nogle, der var halvt så høje, så havde de nemmere ved at tilpasse sig det nye miljø (og nemmere ved at springe ud), og vi kunne have sat dem tættere på hinanden, for det må man nemlig gerne, når de er så små. Det er lidt som, hvis man skulle adoptere et barn. Det er nemmere for barnet at tilpasse sig omgivelserne og blive en integreret del af dem, hvis det kommer derind som spæd :-D.

Vi oplever også engang imellem, at der er angreb på barken, og vi kan se, at hækken i år desværre ikke har givet så mange blade på nogle af de nye sidegrene/skud, den fik sidste år. Det er altså noget, man skal have in mente, at de store hække ikke vokser i samme hastighed som de små, og jeg er sikker på, at hvis vi havde valgt nogle, der var halv så store, så var de vokset op på den ønskede højde nu, og vi havde en hæk, der var mere fyldig i bredden også.

Beskæring
Jeg har suget al den viden, jeg har kunnet, fra nettet og ringet lidt rundt for endda at få en anden gartner ud til at beskære rigtigt her i denne sarte tid, hækken gennemgår, men det er meget forskelligt, hvad man hører, alt efter hvem man spørger. Gartneren, jeg ringede til, ville slet ikke røre ved hækken de første 3-4 år, når de var plantet så høje. Andre har sagt, at vi skal tage fra højden, så de kan vokse ud til siden. Vi er også lidt bange for at beskære for meget i dem, så vi ikke stresser dem og dræber dem, hehe. Det er ikke nemt. MEN altså vi tog faktisk lidt på siderne sidste år, og i år har vi taget i højden i håb om, at den skyder mere ud til siderne.

Er tre år lang tid?
Jeg siger ikke, at der ikke er sket noget på tre år – bestemt! Især på den anden led af haven (3. billede), hvor gartneren faktisk har plantet dem tættere, fordi han kunne se, at han havde en del i overskud (min teori :-D). Og altså, nu er alt relativt, og for nogle er 3 år ikke længe at vente på, men når jeg betalte i dyre domme for den høje hæk og blev lovet et resultat om, at det ville dække til med det samme, så er 3 år lang tid at vente, især fordi vi kan se, at hækken har lidt svært ved at springe ud, og det er da nervepirrende hver gang :-D.
Jeg synes i hvert fald ikke, at der var nogen grund til at betale så meget mere for at få det samme i sidste ende 🙂 Tålmodighed, venner, hehe.

Og i forhold til at bøgehækken beholder bladene på om vinteren, så kommer det an på, hvor meget det blæser :-). De sidder jo ikke alles ammen, og når man netop har valgt den store hæk med den store afstand i mellem, så ser de altså ret nøgne ud om vinteren.

Er der andre med samme erfaring, eller har I andre været kloge at købe de små fra starten af? 🙂

Allerede her kan man faktisk se, at der lige er ét sted lige til højre for Muniras hoved, hvor der er alt for meget afstand. Åhh, hvis jeg bare vidste noget dengang, havde jeg bedt gartneren om at gøre det bedre!


Dette er så efterbilledet, og jo jo, kan godt se, at der er sket noget, men jeg kan ikke helt gå rundt uden tørklæde endnu, eller jo lidt, takket være thujaen 😀

Dette er så på den anden led, som vi selv har betalt for uden at dele med naboen, for vi syntes, at der manglede en afskærmning ud til den lukkede vej. Er sååå glad for denne side, der – som I kan se nedenfor – dækker bedre end oppe ved terrassen.

Der var en dag, hvor jeg for sjov tegnede på dette billede på min telefon og sendte forslaget til Uffe og spurgte, om ikke det kunne være fedt med en udgang til en træterrasse her, og han var heldigvis enig! Vi fik boret hul igennem vinduet og har fået sat en dør ind i stedet for vinduet, så fedt!

2 kommentarer

  • Kristina

    Vi har også sat bøgehæk (en lille en på en meter), men jeg har til dels samme erfaring som dig. Vore er dog relativt tæt, den vokser bare ikke så meget i højden, desværre!
    Vi har gjort det, at udover madpakken af champost, som de blev plantet med, så får den champost hvert år som gødning. Derudover vandede vi HVER dag i sommersæsonnen det første og andet år.

    Jeg er begyndt at klippe den i toppen uanset råd på internettet, og nu skyder de altså vildt og godt i højden og til siden. Du kan jo udvælge et teststed, hvor det ikke betyder så meget, hvad der sker. Det gjorde jeg med succes.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Nå! Ej, vi har nemlig også selv købt de små til andre steder i haven, og jeg synes, at de dækker rigtig fint til, men tror altså også det har noget at gøre med sorten.
      Tak for rådet i hvert fald! Det vil vi prøve! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 års venten og dagen, hvor du sagde ja, baba