Jeg postede i går et billede på Instagram (@esra.ap), hvor jeg viste en pakke, jeg fik af svigermor i går. Vi havde fået besked på, at vores tæppe, vi havde bestilt til gæsteværelset, netop var ankommet i butikken hos Ilva, og Uffe var klar på at tage Isak og Munira med sig for at hente det. På vej hjem var de selvfølgelig endt hos svigermor, fordi det jo lige var på vejen (her i Aarhus er alt nu lige på vejen), og de lige kunne få en godnatis. Da Munira kom hjem, havde hun en pakke til mig – fra svigermor. Svigermor er virkelig god til at give små gaver, og det er ikke fordi, at det skal have en stor...

Jeg skal spare jer for et billede af Muniras vorte. Jeg har været ret frustreret og lidt sur (ja, hvad er forskellen?) over vores sundhedssystem, og efter at have brokket mig en del over det indenfor husets flere vægge, vil jeg gerne vende det om til noget positivt, selvom det var lidt svært for mig at se det i starten. Jeg vil simpelthen skrive om vorter, for jeg er sikker på, at andre derude kan have gavn af vores forløb, og med alle de børn, der findes i Danmark på trods af den dårlige reproduktion derude, er jeg sikker på, at andre kan lære noget af vores vorte-forløb. Muniratøsen fik for noget tid siden konstateret fodvorter, selvom jeg gik og...

Jeg er blevet spurgt, om jeg vil være ambassadør for Semper. Du ved, babygrød :-D. Altså til Nora. Hun er lige blevet fire måneder, og det er jo nu, man starter med sådan noget – eller nogen gør. Jeg/vi har både med Munira og Isak prøvet at holde den på ren modermælk, så meget jeg nu kunne, og først omkring 5. måned begyndte vi at give smagsprøver. Nora er bare helt vildt interesseret (og ja, faktisk snart 5 måneder), og bare jeg tager et glas vand, følger hele kroppen med, og hun prøver at kaste sig over det. I forhold til ambassadørskabet var jeg faktisk lidt i tvivl. Sådan noget færdigmad, altså! :-).

I mit hoved tænker jeg mange tanker, jeg ordner en masse praktiske ting, skriver indlæg, forbereder madplaner, starter vaskemaskinen, tømmer opvaskeren, og jeg ved ikke hvad, men i virkeligheden sker er altså intet (måske du også kender det? :-D). Jeg følger lidt med i, hvad der sker ude i verden og bliver endnu mere træt i hovedet af at tænke. Ja, hvis det bare var søvnmangel, der gjorde én træt – alle de frygtelige nyheder med folk, der bliver dræbt. Men jeg er god til at fortrænge – heldigvis. Jeg vil hellere bruge mine kræfter på noget positivt og glædeligt, selvom det kan være svært at bevare optimismen, når man prøver at få en tid hos hudlægen til Muniras vorte,...

Det blev fredag. Hækken er blevet grønnere, og jeg kan snart glædes over, at naboen på den anden side af vejen slet ikke kan kigge ind til os. Det er jo egentlig bare en ældre mand – har jeg hørt. Hans hus er lidt sænket i forhold til vores, og man ser næsten aldrig noget til ham. Siden vi flyttede ind i januar har jeg villet banke på hans dør og hilse, for det kunne da ikke være rigtigt, at vi skulle bo så tæt og aldrig have hilst på hinanden. Der har bare været så stille heroppe på bakkerne vinteren igennem, men “sådan er det”, har vi fået at vide fra de tætteste naboer. Lidt som dyr, der går...