Derfor rejser jeg uden mand, børn eller tøj

10 års venten og dagen, hvor du sagde ja, baba

Det har taget et helt år at få sat ord på det. Jeg åbnede op for mit sind, mine tanker og delte ud af min historie om min far her. Om hvordan jeg sagde farvel til ham for nu 11 år siden, og hvilke konsekvenser det havde at vælge mig selv til, min ærlighed, min kærlighed til Uffe, som min far ikke ønskede, fordi han ikke havde tyrkisk baggrund.

Der var en følelse af lettelse over at kunne åbne op og modtage den enorme opbakning og kærlighed fra jer derude, men på samme tid var det en hård proces for mig, fordi jeg i min lettelse druknede i jeres historier, en masse Insta-beskeder, mails, Messenger-beskeder og telefonsamtaler fra skæbner derude, som sidder i samme situation, som jeg sad i for 11 år siden. At være vidne til så mange, der søgte min hjælp og mine råd var hårdt. Jeg troede, at jeg var stærk, for jeg var fuldt bevidst om konsekvenserne af min beslutning dengang, jeg valgte min far fra. Jeg havde lovet mig selv at være stærk, men hver gang én af jer skrev til mig om råd, dukkede pigen i mig for 11 år siden op foran mig, og jeg kunne ikke rigtig bære tanken om, at så mange lige nu – i dag – går igennem det samme. Afmagten og uretfærdigheden, jeg ikke kan holde ud. Det var hårdt for mig at sætte mig ind i det faktum, at der virkelig stadig er så mange piger med en anden etnisk baggrund end dansk derude, som skal kæmpe den kamp. Og der er de etnisk danske fyre, eller fyrene med ikke-dansk baggrund, som på grund af familiepresset opgiver den etnisk danske pige. Eller pigen med den tyrkiske baggrund, som ikke kan få accept til den arabiske fyr. En god blanding af det hele. Men især når det, som det allermest gjorde, kom fra piger derude, som beskrev en situation, som mindede ualmindelig meget om min dengang. Det var næsten som at leve det igennem igen.

Jeg vil så gerne fortælle dig, hvad jeg gjorde, men er det sikkert, at det er det rigtige for dig? Er vores fædre ens? Er baggrunden for situationen helt den samme? Er vores personlighed den samme? Kan vi klare det samme? Vil vi det samme? Og alligevel brugte jeg tid på at svare jer allesammen så godt jeg kunne, og jeg mødtes med nogle af jer. En glæde over at kunne hjælpe samtidig med en tristhed over ikke at være herre over jeres videre skæbne – det var afkræftende. Det sugede min energi ud, og alligevel var det som optakt til endnu et forsøg på at prøve at tage kontakten til min egen far igen.

Og faktisk tilbage i november tog jeg forbi ham, min far. Baba. Efter at have afleveret børnene i børnehaven drejede jeg ind ad “den anden vej”, holdt foran blokken i det tidsrum, jeg vidste, han var hjemme. Det skulle være nu – uden at tænke alt for meget, inden jeg fik kolde fødder og kørte videre. Inden jeg mistede håbet. Jeg tog telefonen, skimmede FB-nyheder og videoen af den afghanske folkeskoledreng, som skulle sendes til hjemlandet, dukkede op. Billederne af grædende klassekammerater, en følelse af uretfærdigheden i hele verden, og proportionen af, hvor “lille” mit problem var i forhold til så meget andet. Og hvad var det, jeg var bange for? Hvad var min undskyldning for ikke at stige ud af bilen og gøre forsøget – igen? Trampe på min egen stolthed og min person, hvad kunne jeg miste? Tænk hvis det lykkedes denne gang.

Jeg kom op til dig, døren var ulåst. Da det gik op for dig, at det var mig, forsvandt smilet, og dit vrede blik fik mit hjerte til at banke endnu hurtigere. Men det var nu eller aldrig. Det var nu, at jeg – inden du ligesom sidste gang forsvandt ind i soveværelset – at jeg skulle trodse mig selv, min egen stolthed, gøre noget. Skynde mig at tage fat i dig, inden du forsvandt. Jeg nåede det. Jeg krammede dig, din 10 år ældre krop. Jeg holdt fast. Baba, kom nu. Tilgiv mig. Du kæmpede imod, men jeg holdt fast. I det øjeblik, det gik op for mig, at jeg var stærkere end dig. Og du gav op. Det gik op for mig, at jeg kunne styre situationen – at du var i mine hænder, og jeg skulle blive ved med at holde om dig. Og aldrig give slip. Hvor længe skal det blive ved, baba? Tror du det var nemt for mig? Mine ustyrlige tårer og en stadig helt stiv baba, men du lyttede. Ja, sagde du. Du valgte bare en fremmed og var ligeglad med mig. Nej, baba! Så nemt var det ikke. Der stod en mand foran mig, som jeg var sikker på kunne gøre mig lykkelig. Se, der er gået 10 år. Jeg vidste, at han var den rette, at jeg ikke ville blive lykkelig ellers. At mit liv ville gå i stå. Jeg var så sikker, og det VAR ikke en nem beslutning. Forstå mig, det var rigtig svært at gå imod dig, men jeg følte ikke, at du forstod mig. Min situation. Jeg var også rigtig ked af, at du skulle blive ked af det. For jeg forstår også dig. Men jeg var så sikker. Hvor længe skal vi blive ved, baba? Skal vi blive ved med at spilde tiden? Tiden går, se der er gået 10 år, livet går. Kom nu, baba.

Jeg husker “samtalen” meget tydeligt. Der var ikke så meget mere. Jeg husker bare så tydeligt, hvordan din stilhed gav mig mod til at sige mere og mere.
Jeg turde ikke bevæge mig, ville ikke risikere mine følelsesløse hænder gå fra hinanden. Du svarede ikke rigtigt tilbage. Nu skete det. Var det virkelig nu? Var stilheden tilgivelsen? Accepten? Du er også afkræftet, baba. Jeg kan mærke din skrøbelige krop, du er blevet gammel. Dit stædige hjerte er mildnet op. Jeg kan mærke tilgivelsen. Giv mig et ja, baba. Jeg samlede mod til at løfte mit hoved og kiggede op på dig, fik øjenkontakt. Okay, baba? Bare sig ja.

Og jeg fik det. Nok mest fordi, han ville slippes løs, men jeg fik det. Det er ligemeget hvorfor. Det var i dag. Dagen. Helt ubeskriveligt.

Men var det dagen, jeg blev lykkelig? Hvor jeg følte en kæmpe forløsning, følelsen af at det hele bare gik op i en højere enhed? Nej. Jeg var glad. Men jeg følte ikke lykke. Tværtimod. Det var en underlig dag. Vi sad og spiste morgenmad sammen. Min mor trillede også tårer. Der blev snakket, ikke om fortiden. Vi skulle jo videre, og man snakker ikke om “det skete”. Den tilgang kræver styrke, i hvert fald for mig. Jeg skulle bare være glad og tilfreds, fordi jeg fik accepten.

Vi har været sammen hele familien. Min far, Uffe og børnene – flere gange. Der grines og leges. Det er som om, der aldrig har været noget. Min far udtrykker kærlighed til børnene og Uffe, helt ualmindelig meget. Jeg er glad, men det første stykke tid efter hver gang vi sås, var der en nedtrykthed i mig. Jeg forstår det ikke. Var det så nemt? Var det “bare” det? Skulle der virkelig gå 10 år? Hvorfor skulle vi spilde 10 år af vores liv, baba?

Efterfølgende havde jeg nedture i perioder. Jeg har virkelig skullet bearbejde en masse tanker – alene. Samtidig med en forventning fra folk omkring mig om, at jeg bare burde være lykkelig.
Jeg har tænkt meget over det. Prøvet at finde mening i det meningsløse, uforståelige. Den tabte tid. Var det dét værd? Jeg har vendt min vrede til forståelse. Jeg har arbejdet på at forstå, at der netop skulle 10 år til for at nå hertil, til denne tilstand. Det VAR ikke bare så nemt. Det krævede netop tid. 10 års aldring. Nye episoder, nye situationer. En erkendelse af, at vi ændrer os med tiden. At vreden aftager med tiden.

Så når I spørger mig, hvad der skulle til. Hvordan jeg fik min fars accept, så er hændelsen om min kontakt til far vigtig, men forståelsen for, at den kræver det rigtige tidspunkt i livet endnu mere vigtig. Jeg har hørt fra skæbner derude, at de venter på deres 15. år. Det er dét, I skal holde for jer. Være forberedt på.

Jeg er glad igen. En lettelse over, at jeg ikke har gået i 10 år og ventet på en forløsning. At jeg VAR lykkelig dengang, jeg traf det svære valg på trods af, at jeg mistede min far. At jeg ikke har gået i 10 år og ventet på den “ægte” lykke, for det har jeg været i al den tid. Det er vigtigt. At inden du tager beslutningen, at du træffer den ud fra, hvad du kan være dig selv bekendt. Hvordan du vil føle dig, hvis du gør det kontra ikke gør det. At du tager risikoen, hvis du er klar på at være lykkelig, selvom du mister noget andet samtidig. Og at du måske en dag kan få dét, du mistede, tilbage, men at det ikke er dén situation, der kommer til at gøre dig ægte lykkelig.

(Det er som om et nyt kapitel starter i mit liv. Jeg betragter min deling af disse følelser som en start på at komme tilbage på bloggen. Jeg vil gerne skrive mere, komme tilbage til hverdagstanker, de små glimt og tanker om det hele. Håber I vil være med på rejsen :-))

5 kommentarer

  • Alla

    Sødeste dig altså. Det er så dejligt at du deler dine tanker..
    Jeg har også siddet i samme situation, men efter ægteskabet med min danske mand var der utrolige mange forventninger fra min families side.. Deres forventninger var så høje, og jeg kunne ikke skelne mellem det rigtige og forkerte. Der var utrolig meget pres på… Pres på mig.. Kulturen vægtede mest.. Desværre endte det med at han forlod mig. Så vendte jeg tilbage til familien, ulykkelig og med et knust hjerte.. at læse dine indlæg giver mig håb og et positivt syn. Desværre var jeg ikke så stærk som dig. Jeg knækkede, og af min egen familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Kære Alla

      Beklager mit sene svar. Tak fordi du også deler dine tanker og din oplevelse – og… hvor gør det ondt at høre, virkelig. Kæmpe kram til dig herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • anna

    Jeg har netop læst dit indlæg. Det gjorde dybt indtryk på mig. Det er meget meget sjældent at man ser en tyrkisk eller pakistansk pige gifte sig med en dansk mand. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre om du havde et bud på, hvad der gjorde at netop du fandt / valgte en dansk mand – hvorfor du ikke valgte en tyrkisk som jeg tro de fleste tyrkiske piger gør. Kan du umiddelbart se nogle forskelle på din måde at være på, eller din personlighed der skiller sig ud fra de andre tyrkiske kvinder, der måske har fået dig til at turde at træffe det valg?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Tak for din kommentar Anna. Uha, det har jeg lovet at komme et indlæg om, men sådan helt kort, så har jeg aldrig brudt mig om den forskelsbehandling, der var på nogle punkter i forhold til hvad drenge måtte og hvad piger måtte. Jeg kunne f.eks. se på mine fætre, for hvem der gjaldt andre regler, hvor vi som piger skulle passe mere på. Vi er seks piger i familien, og jeg hadede at være vidne til hos onkler og andre familier, at det var okay, at drengene havde andre grænser. Jeg kunne ikke klare den uretfærdighed, og jeg havde en ide om, at de fleste tyrkiske drenge var opdraget som “konger”, ikke var vokset op med at hjælpe til i huset, og den mentalitet ville jeg ikke kunne leve med i et ægteskab 😀 (meget fordomsfuld må man sige). Jeg har været opmærksom på mine rettigheder som kvinde (fra Islam), som kulturen desværre undertrykker og har syntes, at den var i bedre harmoni men den danske kultur, jeg var omgivet af 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • anna

      tak for dit lange og grundige svar – det var sødt af dig at svare – håber virkeligt at du laver et indlæg om det. Jeg tænker faktisk ret tit på hvordan de tyrkiske etc medborgere mon har det i DK – det gælder især de ældre generationer . Mon de fandt det de ønskede her? hvordan går det med de unge i dag ? Vi er jo igang med 4. generation nu efterhånden. Jeg har godt nok mange spørgsmål:) men vil følge med her, og ved godt din blog handler om så mget andet.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Derfor rejser jeg uden mand, børn eller tøj