Den ene kærlighed på bekostning af den anden – hvor længe, baba?

Jeg tænker hver gang, hvordan jeg skal starte på det her indlæg. Sætte fingrene på tastaturet, på et ømt punkt. Er det virkelig nu, tænker jeg, hver gang jeg prøver at gå i gang. Hvordan kan jeg fælde og finde ord for et stykke af mit liv, som rummer den største glæde og den største sorg på samme tid. Som var så nervepirrende, sikkert og usikkert på samme tid, selvom det føltes som det mest rigtige i hele verden.
Den dag jeg valgte min far fra til fordel for en anden mand. Uffe.
Har jeg lyst til at tænke tilbage? Tør jeg tænke tilbage, nu hvor jeg har fundet en ro, levet årene igennem med det og har det godt. Affundet mig med, at livet jo egentlig tit leves med nogle ar, som kun gør mest ondt, lige når det sker – og ellers lukker til med tiden, forbliver synlige, men ses ikke rigtig, mærkes ikke rigtig. Immunitet. Kun når man lige får øje på det og tænker tilbage til dengang, det skete.

Jeg har lovet jer det, men ikke helt vidst, hvordan jeg skulle starte. Det er ikke noget, jeg bare kan starte på og afslutte. Jeg tror virkelig på, at der er en historie, der mangler at blive fortalt, I har ret, jeg forstår det godt. Den er ikke kun min, og det er mig ikke en trøst. Hver gang I skriver, og jeg kan mærke historien tage fat. Når I søger mine råd.
“Esra du ser så lykkelig ud, hvordan gjorde du?” “Hvordan fik du familiens accept?” Og I får svaret, nogle råd I kan bruge, og måske indser I endnu engang, at det ikke er så nemt. At løsningen åbenbart skal koste noget. I vækker minderne.

Hvordan jeg engang selv tog skridtet til samtalen med min far under fire øjne. Tog ham med ud langt væk, satte mig ned i min mest hjælpeløse tilstand og bad om hans accept. Følte mig som et lille bitte menneske, serverede mig i min mest ydmyge tilstand og håbede på en accept.
Jeg turde ikke sige, at jeg var forelsket, for mine argumenter skulle baseres på fornuft. Jeg skulle vise, at det var en beslutning, jeg havde vendt og drejet i mit hoved flere hundrede gange, analyseret i alle ender og havde baseret på grundige fornuftige overvejelser. Jeg var ikke en umoden lille pige. Der skulle overbevises. Det var ikke “bare” en forelskelse. Jeg var moden. Det har jeg været, siden jeg var lille.

“Baba, jeg snakker med én”. Det var en OK start, og der var ingen bekymrende reaktioner. Jeg følte mig allerede i en forsvarsposition. Et skrift for meget fremme. Jeg præsenterede mine drømme om familie, og hvordan jeg så den perfekte mand – hvor vigtigt det var med de samme værdier, syn på livet og tilgang til tingene – prøvede at forberede ham.

Jeg har altid følt mig anderledes. I mine tanker er jeg noget. Jeg drømmer meget. Lever livet i tankerne, prøver at finde min plads uden for tankerne. Følte mig anderledes, når jeg var sammen med det tyrkiske og følt mig anderledes i det danske. Og her stod jeg foran den mand, der har fulgt mit liv i allerlængst tid, men absolut ingen forståelse kunne have for mine skrøbelige tanker. For hvorfor skulle jeg ikke føle mig som et helt menneske – “ligesom alle andre”? “Hvad manglede jeg”, som han sagde. Med mad på bordet, et tag over hovedet og en far, der har pushet til vigtigheden af uddannelse, når nu han aldrig selv fik én. Vi havde jo alle muligheder i det frie land. Hvordan kan et så priviligeret menneske have svært ved at finde sig selv? Og hvorfor var jeg ikke bare som ham? Det tyrkiske.
Jeg følte mig intet værd ved siden af min far. Jeg var et lille bitte menneske. Jeg kendte min far for godt. Han ville aldrig acceptere det.
“Han er dansker, baba”. Stilheden, blikket i øjnene. Skuffelsen. Alligevel en ro over ham, en tikkende bombe? Jeg kunne mærke utilfredsheden. Det gjorde ondt at høre. Og det gjorde ondt at høre på, hvor urealistisk min drøm var, hvor umulig den var, hvor forkert den var. Jeg følte mig lille bitte. Det irriterede mig, at han prøvede at være overbevisende med sine uduelige argumenter, som ikke gav mening for mig.
Jeg kunne mærke, at mine ord intet var værd, og jeg nærmest blev bange for modargumentationen, som jeg på ingen måde kunne agere imod på hans sprog. Ordene tæskede mig. Rådtæske. Tæskeråd.

Og I spørger sikkert, hvorfor? Hvordan kunne han være imod? Hans forhold til sit fædreland betyder meget for ham. Det handler ikke om, at Uffe ikke er et godt nok menneske, om han vil være en god ægtefælle for mig. Det handler om, at Uffe ikke er tyrker. At det kommer til at skabe problemer, at det ikke kan være et sundt forhold. Gnidninger. Og det største problem er i virkeligheden, hvad omgivelserne skal tænke. Min far er mere tyrker, end han er religiøs. Det betød ikke så meget for ham med religionen. For Uffe var muslim. Det var vigtigere for ham at få sig en svigersøn med tyrkisk blod i årene end et ordentlig menneske med ukendt blod.

Jeg gav det nogle år. Prøvede at cutte forbindelsen til Uffe, ny by, nye venner, nye interesser. Prøvede at finde mig selv, den rigtige Esra. Upåvirket af omgivelserne. Helt væk. Men jeg kunne ikke give slip på Uffe. Vi kunne mærke, at vores hjerter bankede for hinanden trods afstand, og forbydelsen og tilsidesættelsen af os selv forstærkede nærmest savnet. Skæbnen bragte os sammen igen. Der var gået noget tid, og måske vil baba forstå det bedre nu.

Ingen forskel. Han havde ikke rykket sig en millimeter, og til sidst fik jeg de hårde ord ud af ham: “Enten mig eller ham, og hvis du vælger ham, holder dig væk fra hele familien og denne by.”
En hård trussel, et svært ultimatum. Han regnede jo nok med mig, han mente det nok ikke.

Hvad gør man? Man tænker mere over det. Man giver det lidt mere tid, og man ser at éns liv ikke bevæger sig. Jeg kunne vælge at give afkald på den mand, jeg følte var den eneste, der i virkeligheden forstod mig og kunne gøre mig lykkelig og gå og bebrejde min far for aldrig have givet mig lov til at være rigtig lykkelig, være mig selv. Jeg ville jo aldrig kunne blive lykkelig i et andet forhold, når jeg hele tiden ville gå og tænke over, hvordan mit liv ville se ud, hvis jeg havde valgt Uffe.
Med grundige overvejelser, af respekt for mig selv, mit eget liv, traf jeg beslutningen om at følge fornuften og hjertet. Og mest fornuften. Jeg kunne ikke andet, og hvis det skulle gå galt, så havde jeg kun mig selv at bebrejde.

2008, i en alder af 22. Jeg står i mit værelse i Brabrand og sætter tørklædet. Vi skal forloves, vi skal giftes. Jeg kan høre regnen udenfor. Far er ikke hjemme. Jeg er nervøs, jeg fryser lidt. Jeg er også glad. Han ved ikke noget. Det er også bedst sådan. Resten af familien gør sig også klar – min mor og mine søstre. Uffe har skrevet et brev til sine forældre. Det er vores store dag. Jeg kigger i spejlet og tænker, at jeg er klar – til konsekvenserne. Jeg er i gang med at splitte en familie. Er jeg klar til at blive holdt udenfor, når de andre i familien skal samles? Giftes? Fejres? Når jeg ikke må være med til familiesammenkomster, fødselsdage, bryllupper, Eid…
Jeg er nervøs, men jeg er klar.
Vi kører ned til restauranten Kifkif i Aarhus. På den ene side er der en tristhed over at mangle nogle af de personer, som har fulgt mit liv længst. Sørget for min ankomst til verden. Passet på mig længst. Onkler, fætre og kusiner. Alle de sammenkomster. Den er hård. Dem der fyldte mit liv ud i fortiden. Uden en plads nu i fremtiden? Af respekt for min far. Jeg glemmer aldrig, da jeg ringede rundt til mine onkler. Et håb om, at de bedre kunne forstå mig. Når nu de selv havde sønner med danske kærester, ville de mægle? Ville de hjælpe?
Men der er forskel. Mit køn. Jeg er ikke en dreng. Og nu, jeg havde valgt den vej, kunne de kun sige “farvel”. Det var på en pæn måde, men det gør ondt. Og jeg er kun lettet over, at de ikke var med på den store dag. Ingen af dem. Fred.

Jeg forstår dig godt, baba. Din baggrund, din opvækst, dine værdier. Der er meget af det, jeg har fået glæde af, meget af det, som har formet min personlighed og mit jeg. Også meget af det, som jeg aldrig helt har forstået, men jeg forstår dig godt. Og jeg ønsker ikke, at nogen skal tale grimt om dig. Dømme dig. Det er måske også derfor, at jeg ikke har turdet fortælle det højt, for jeg ved, at der er mange, som ikke kan forstå dig. Jeg vil ikke lade nogen såre dig. Det har været hårdt for dig. Jeg har såret dig. Det er dig, der har plantet respekten i mig, den ligger dybt. At jeg skal respektere alle uanset, hvor uenige man er. Givet de gode værdier. Hvorfor kunne vi ikke respektere hinanden på lige fod?
Er det så nemt at sige farvel til sit barn? Var det så hårdt, at jeg gik imod dig? Kom det så meget bag på dig, at Esra var så anderledes end alle de andre 5? Er min lykke ikke vigtigere end andres syn på mig? Hvad er livet værd, hvis man ikke har respekt for sig selv? Hvis man ikke lever det for sin egen skyld? Blev jeg for stærk en pige, trods mine besværligheder med at finde mig selv? Men jeg forstår dig godt.

Der er gået 10 år. Det er 10. Eid i dag, hvor du er gået glip af dit eget køds kys på dine hænder. Hele 3 smukke børnebørn og den bedste svigersøn, du kunne ønske dig. Jeg kan ikke engang trøste dig med, at han behandler mig godt. At jeg måske ikke engang fortjener ham, men du er ligeglad. Det handler ikke om hvor lykkelig, jeg er. Hvor godt, jeg lever nu. Det handler om, at jeg skred. Endnu en Eid-morgen samles hele familien til morgenmad. Uden mig, uden os.

I skal ikke have ondt af os, venner. Jeg kan kun takke for, at jeg tog den helt rigtige beslutning dengang. Det kan koste hårdt, men jeg fortryder ikke et sekund, for der er ikke noget vigtigere end troen, tilliden, kærligheden og respekten for én selv og det menneske, man ved, forstår én bedst, og som man kan regne med. Og det var Uffe.

Måske skal der gå 10 år mere. Vi ved det ikke. Min opfordring er ikke, at I skal trodse jeres forældre, men I skal bruge fornuften. Jeg satsede stort. Det kunne også være gået galt, men husk på, at det er vigtigere at være tro mig dig selv, dit liv hvis du skal fungere og bevæge dig her i livet. Ellers må du accepterede at stå stille. I det trygge, hvor du lever for andres skyld, for at få andres tilfredshed og kærlighed, mens du mister kærligheden og respekten til dig selv.

Vi er mange stærke kvinder her i landet. Vi har alle vores historier. Vi er mange minoriteter her i landet. Vi prøver at finde os selv her i universet, vi prøver at finde en plads her i landet. Prøver at finde os selv. Vi kæmper både mod indverdenens forestillinger om os, og vi kæmper mod omverdenen. Vi prøver at stå på benene, selvom landet ligger skævt på begge baner. Vi kæmper mange kampe, og vi vil gerne respekteres.
Vi har alle vores historier. Med små og store sår, der bliver til ar. Lad os ikke blive bange for at kigge på arrene. Snakke om dem med respekt for alle involverede parter uanset hvor uenige, vi er med dem.

Det er dét min far lærte mig. Respekten, og det er derfor, at jeg stadig prøver at respektere ham, selvom det kan være svært. I mellemtiden bevæger jeg mig. Jeg er glad. Jeg er sikker. Det kunne ikke have været anderledes. Er kommet tættere på at finde mig selv, men bliver tit forstyrret. Omgivelserne. Tonen. Dobbeltmoralen. Den er mange steder, men i min lille familie og med de mennesker omkring os, betyder det ikke rigtig noget, for vi bevæger os.

kram