Imorges fik jeg bagt disse lækre boller, som har gæstet vores ovn meget, siden jeg mødte Uffes faster. Da jeg lavede dem i Århus og vi fik besøg af faster, var det så sødt, da hun tog en bid og hun helt overrasket sagde: “De smager jo bedre end, når jeg selv laver dem”.

Dagene inden Ramadan plejede vi i min barndom at gøre Ramadan-rent i hjemmet. Selvom det ikke var det sjovest at få lov til som barn, var det en måde at komme i stemning på og jeg husker det egentlig som en meget hyggelig tradition. Med seks pigebørn kan du nok forestille dig, at vinduespolering, vask af alle gardiner, strygning, støvsugning og støvtagning foregår ret effektivt og hurtigt og lidt sjovt – med lidt ballade og masser af skænderier :-).

Dette bliver jeg nødt til at dele med jer! Efter mange år med tørklæde (hovebeklædning/hijab), har jeg endelig fundet den mest praktiske måde at opbevare tørklæder på. Vi kender det vel alle? Tørklæder lagt i bunker på en hylde i garderobeskabet, så det hele tiden krøller og så ender det altid med, at man bruger det øverste i bunken.

Da vi fik Munira, købte vi et puslebord, som vi ikke var særligt glade for, da den fyldte ret meget, og jeg fortrød, at den ikke havde nogle skuffer. Det var ikke så meget tøj, men mere “depot”-rum til bleer osv., det blev brugt til. Puslebordet var selvfølgelig inde på vores værelse, men jeg blev ret hurtigt træt af, at man hver gang skulle hente varmt vand fra badeværelset og vi fik faktisk solgt puslebordet efter noget tid.

I min barndom var der ikke altid regelmæssig adgang til vand i min forældres landsby i Tyrkiet, og vi skulle derfor bære vand i disse “kobberspande”. Idag kan jeg godt undre mig over, at vi brugte disse tunge “spande”, og jeg skal stadig huske at spørge min mor, om der var en særlig grund til det – det gjorde det ihf. ikke nemmere at transportere vandet uden at spilde det ud over det hele.