Båltalen, som lovet, venner. I får den her, nedskrevet fra start til slut, om skønheden i fælleskab, naboskab og ikke mindst hvordan vi sikrer og plejer det, når vi er ramt af hverdagens travlhed, og så lidt om min opvækst til sidst. Jeg var faktisk ikke så nervøs, men min tørre mund udfordrede mig virkelig meget. Ikke nok med at jeg ikke rigtig havde energien til at køre generalprøve igennem om dagen i fastende tilstand, så var jeg så dum at afslutte min dag forinden Sankt Hans-aften med kaffe midt om natten og glemte helt at drikke vand – det var så dumt! MEN, altså, taget fasten og de små dumme undskylninger i betragtning, så gik det fint. Nå ja,...

Én dag til at jeg skal holde båltale, og jeg er indtil videre ikke nervøs, men jeg ved, at det kommer – lige inden jeg skal stå der, men det tænker jeg ikke på lige nu :-D. Jeg føler mig lettet, fordi jeg endelig har kunnet sende kontonummeret på foreningen til ministeriet, så de 283.000 kr. forhåbentlig snart kan ryge ind på kontoen. Jeg tør virkelig ikke at håbe for meget, for jeg synes, at der er dukket alt for mange uventede udfordringer op, så jeg er fuldstændig indstillet på, at ministeriet af en eller anden mærkelig grund fortæller mig, at de ikke vil eller kan give mig pengene alligevel. Må Gud forbyde det! :-). Jeg glæder mig til at...

Jeg er lidt dårlig til at sige nej, sådan helt generelt, og det er absolut én af de ting, jeg arbejder på at blive bedre til uden rigtigt at “arbejde” – det lød nemlig lige lovlig aktivt :-P. Men altså, jeg ER blevet bedre til at sige nej med tiden, især på skrift, haha (looser). Det kan jo være svært at tage den der nej-hat på, men det er virkelig nødvendigt, hvis man også vil have det godt med sig selv og huske at tænke på sig selv. Ikke fordi målet er at blive bedre mod mig selv, eller fordi Svend Brinkmann siger det, men fordi det er et helt basalt grundvilkår for vores eksistens at kunne sige nej, haha. Det lød da...

Da jeg var lille, var jeg “tvillingerne”. Jeg har nemlig sådan én, og så endda enægget af slagsen, Derya. Det var nu mest som barn, at vi lignede hinanden (hvis du spørger mig :-P) – du ved, sådan lidt umuligt at se forskellen på barndomsbilleder med identisk tøj, sko og frisure – meget klassisk og ret unødvendigt, hvis du spørger mig, haha. Med alderen kunne jeg mærke en begyndende irritation. Jeg blev omringet af en sky af negativtladede elektroner, når min mor eller far kaldte mig Derya ved en “fejl”, eller når de bare sagde “tvillingerne”. Ligesom når der ved familiesammenkomster blev hilst på alle andre i søskendeflokken med deres navne, og Derya og jeg blev cuttet ned til “tvillingerne”. Kan I ikke...

Jeg ved godt, at man ikke skal skrive i vrede. Jeg har også ventet lidt. Prøvet at tage flere dybe indåndinger, stukket hovedet ud ad bilruden på vej hjem, ladet den fugtige kolde luft ramme diafragma med 200 km/t og op igen tilbage i hjernen. Ladet den suse igennem hele kredsløbet. Og jeg er faldet lidt til ro. Er stadig vred. Kan jeg ikke bare stoppe med at tænke, tømme hele hovedet, slette hukommelsen? Måske ved at kaste mig over i noget powerrengøring herhjemme, for det trænger dét også til. Svede det hele ud. Eller bare vaske min hjerne ren? Rydde op i alle de små nullermænd, der sidder imellem alle neuronerne. Fjerne alle skidtcellerne, der optager unødigt plads og fylder i...