Jeg vidste, at det ville ske en dag, men at jeg skulle inviteres som oplægsholder med en knap to måneder gammel baby, havde jeg ikke helt set komme. Og i stedet for at afvise invitationen har jeg sgu sagt ja! Eller Uffe har. Altså han har fået mig til at sige ja. Jeg skal fortælle om at gøre en forskel; om at få ideer og føre dem ud i livet – og forhåbentlig give nogle af de her kommune- og folketingsfolk indblik i, hvad vi almindelige mennesker tænker ude i den “virkelige” verden :-).  Ja, jeg har jo gjort det før med Nora i mavsen til et kommuneseminar for en æske chokolades skyld, men denne gang er det for alvor, og jeg...

Jeg kan ikke holde det i mig længere. Jeg har set det ske alt for tit, og hver gang sidder jeg med tanken: Hvorfor i alverden tager I jer først sammen nu? Lidt ligesom når man får at vide: Husk at fortælle den, du elsker, at du elsker vedkommende, inden det er for sent. Alle medier er igang med at skrive, tale og .. om Anker Jørgensen, for nu er han død. Hvis du ikke vidste, hvor betydningsfuld en person han var, så ved du det nu.

Er det da ikke altid, at penge gør én lykkelig? Jeg ved ikke, om min ammehjerne vil tillade mig at færdiggøre dette lidt mere hjernecellekrævende indlæg, men jeg bliver simpelthen nødt til at skrive om vores penge og lykke, efter at jeg nu har set tre afsnit af det program, vi er med i om økonomisk ulighed på DR1 (En vej – to verdener). Et program vi takkede ja til at være med i, fordi vi selv syntes, vi havde nogle vigtige tanker om livet, som vi kunne dele – om hvorfor vi flytter tilbage til barndomsbyen, hvorfor vi kun spiser kylling én gang om måneden, hvorfor jeg bruger tid på at gøre noget for lokalsamfundet med tre børn, mand og nu hus,...