Hvorfor gør vi det altid, når det er for sent?

Jeg kan ikke holde det i mig længere. Jeg har set det ske alt for tit, og hver gang sidder jeg med tanken: Hvorfor i alverden tager I jer først sammen nu? Lidt ligesom når man får at vide: Husk at fortælle den, du elsker, at du elsker vedkommende, inden det er for sent.

Alle medier er igang med at skrive, tale og .. om Anker Jørgensen, for nu er han død. Hvis du ikke vidste, hvor betydningsfuld en person han var, så ved du det nu. Han bliver hyldet her og der, og jeg ved egentlig ikke for hvis skyld, det bliver gjort. I hvert fald ikke for hans, for han lever ikke mere – desværre. Han hverken hører, ser eller mærker hele nationens varme følelser for ham, respekten, og ikke mindst kærligheden til ham. Det er lige før, at jeg vil vove at påstå, at al den kærlighed havde forlænget hans liv eller i hvert fald givet ham mere værdighed, hvis den blev præsenteret for ham, mens han stadig levede. For jeg tænker; når han nu bliver hyldet, respekteret, elsket og anerkendt så meget, havde han så ikke fortjent at opleve dette på et tidspunkt i sit liv, hvor han havde allermest brug for at høre det? Altså mens han var gammel og lidt glemt på et plejehjem? Jeg tænker nogle gange, om medierne har en liste med personer, de går og har en ide om snart dør, så de kan gøre alle tidligere optagelser med vedkommende klar på forhånd til en dokumentar. En hyldest til selve personen. Eller er det virkelig så nemt at genkalde det hele? Så nemt, at det vil være uinteressant, når det ikke er – sørgeligt – aktuelt?

Foto: Politiken

Du kan følge mig på Instagram på @2verdener og min nye private profil @esra.ap.
Like min Facebook-side her.
Følg mig på Bloglovin? her, så du kan få en mail, når der er nyt på bloggen.