Kære menneske

Kære mandlige pædagog. Vi valgte din institution fra, blandt andet på grund af vores besøg hos jer, dengang vi kiggede på institution til Munira. Mens vi stod og snakkede med dig, kom en grædende pige løbende over til dig, fordi hun havde slået sig. Du klappede hende helt overfladisk på hovedet med en meters afstand og sagde, at det nok skulle gå. Vi kunne se, at det ikke gik. At hun ikke var helet. Det var selvfølgelig ikke kun af den grund, men det betød noget. Det faldt os i øjnene, at barnet der søgte din opmærksomhed blev mødt af en overfladisk reaktion. Jeg ved ikke, om det var fordi, du ikke kunne finde ud af at tackle situationen, du af...

En tur til Randers – mulighedernes by – eller bare vorternes :-)

Jeg skal spare jer for et billede af Muniras vorte. Jeg har været ret frustreret og lidt sur (ja, hvad er forskellen?) over vores sundhedssystem, og efter at have brokket mig en del over det indenfor husets flere vægge, vil jeg gerne vende det om til noget positivt, selvom det var lidt svært for mig at se det i starten. Jeg vil simpelthen skrive om vorter, for jeg er sikker på, at andre derude kan have gavn af vores forløb, og med alle de børn, der findes i Danmark på trods af den dårlige reproduktion derude, er jeg sikker på, at andre kan lære noget af vores vorte-forløb. Muniratøsen fik for noget tid siden konstateret fodvorter, selvom jeg gik og...

Hvad er det vi egentlig vil?

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle skrive. At nogen skulle sammenligne mig med forfattere, og at nogen skulle nominere mig til “Bedste Blog”. What happens? Da jeg ringede til min fagforening under min barsel for at få opklaret nogle ting, fik jeg hurtigt indtrykket af, at alle kvinder på barsel ringer ind. For at lufte tanker – for at finde ud af, hvad det er, de vil og har ret til. Det er jo en betalt tænkepause. “Du er ikke den eneste”, får du at vide, og jeg syntes faktisk, at det var skræmmende. Jeg har tit hørt fra kvinder, at de godt kunne trænge til en pause, men samtidig var det jo også hårdt at få barn –...

Når tingene giver mening

Mit oprindelige indlæg lægger jeg til side, for der er noget galt med det, når jeg ikke får det skrevet færdig. Jeg har været træt på det sidste af flere grunde. At skulle komme igang med at arbejde igen, bringe/hente børn og skulle vænne sig til en ny rytme. Børnene får stadig lov til at sove til lidt i 8 om morgenen. Vi nænner ikke at vække dem eller smutte uden at have set dem – deres smil og energi giver ekstra livsglæde og ulyst til at forlade dem, men det sker. Jeg har været træt i hovedet over at blive konfronteret med virkeligheden gang på gang – først bare omtalen af flygtningebørn og nu billeder af druknede. Mit hjerte...

Lad bremsen på barnevognen være i stykker

Lyder det farligt? Der har været alt for mange ting i forbindelse med legestuen på plejecentret, og ja, jeg har jo ligesom også et arbejde, jeg lige skal få styr på, og det har jeg nu – tror jeg. Jeg var i hvert fald inde og snakke med chefen og skal tilbage på arbejde d. 10. august. Og lige nu er jeg tilbage ved tasterne og vil rigtig gerne dele en oplevelse. Det er faktisk ikke så farligt, når bremsen på barnevognen ikke virker – i hvert fald ikke altid. Der var ingen, der tog skade, tværtimod. Det gjorde et indtryk på mig, og jeg havde lyst til at råbe højt, at alle bare skulle lade som om bremsen på barnevognen ikke...
Older posts