Plankebord: Lav dit eget spisebord af ege-planker – på 2 dage!

Da vi flyttede fra Valby, var vi lidt for hurtige til at sælge lidt for mange af vores større møbler, men sagen var jo, at vi ikke vidste, hvor vi skulle ende, hvor meget plads vi ville få, og hvor lang tid vi skulle crashe hos svigermutter her i Aarhus – og det blev jo også til hele 2½ måned! Og så er det jo en god undskyldning for at komme af med nogle af de ting, vi var lidt trætte af, og som vi vidste, vi kunne sælge uden at miste alt for meget, og så (ja, kan blive ved :-)) kunne vi spare plads i flyttebilen og opmagasineringen i Aarhus. Tro det eller ej, men det flyttefirma vi endte med (BilligFlyt) var så vilde, at de formåede at pakke det hele så kompakt, at det kunne være i et depotrum på 5,8 kvadratmeter! Det er da lidt sygt, men jeg klager da ikke over, at vi skulle betale under 500 kr om måneden hos Nettolager for at opbevare vores ting. Deres afdeling i Aarhus var spritny, og fordi vi var blandt de første 100 kunder, vandt vi en tur til Oslo med færge, men ja, aner ikke, hvornår vi skulle få tilbuddet brugt (luksusproblem, I know ;-)).
Nå, men takket være dba.dk og nutidens smartsphones gik mange af mine sidste toiletbesøg i lejligheden med at tage afsked med mange af vores møbler, heriblandt det sorte Wake-spisebord fra Bolia med masser af skrammer og fine afskrabninger fra Munira og Isaks mange middags-fornøjelser.
Jeg havde luret lidt igennem andre bloggere, at man kunne lave sit eget spisebord af spærtræ (plankebord) og tænkte at det nok var en nem sag, og at vi havde en masse tid hos svigermor til at lave det. MEN virkeligheden var jo så (fandt vi ud af), at vi jo ikke kunne gå i gang med noget, før vi vidste, hvor vi skulle bo, og hvor stort bordet kunne være. Så ja, det endte med en højgravid Esra med fire uger til termin, der stadig var klar til udfordringen, især efter at jeg havde hørt om værkstedet på Godsbanen her i Aarhus – bare lidt handlingslammet!
Ja, se! Det er nemlig liige det med et værksted, der gør det hele meget nemt her i Aarhus. Vi var faktisk først ude på et savværk i Herskind (på bøøh-landet vest for Aarhus), og her kunne man sagtens købe ege-planker, men så skulle man jo også tænke på at transportere dem, og prisen var ikke helt lav. Det fede på værkstedet på Godsbanen er, at der er en masse træ at vælge imellem, alt udstyr og maskiner og vigtigst af alt: to-tre medarbejdere, der går rundt og hjælper til – ja, når man nu skal skære i 5 cm tykke egeplanker, er det meget godt at få hjælp til eller nærmest få dem til at gøre det! Vi betalte 2 (dage) x dagsbillet (30 kr), og jeg slap for at betale for mig selv, da det jo endte med, at jeg med min mavse ikke gjorde andet end at kigge på og give ordrer :-D. Det gode ved at købe træet fra selve værkstedet er, at du så har frit adgang til alle maskinerne.
Nå ja, og hvorfor ege-planker? Vi tænkte, at nu hvor vi skulle kaste os over projektet, kunne vi gå helt til den og vælge de her mere rustikke planker fremfor spærtræ, som mange andre bloggere har eksperimenteret med, se f.eks. Valdemarsro og Passionsforfashion (lidt billigere løsninger). Og så er der et eller andet idyl-nostalgisk ved tanken om at eje noget 100 år gammelt egetræsbord, når/hvis vi engang bliver så gamle, og ellers kan vores arvinger slås om det :-D.
Godt så: vi tog ned på værkstedet, valgte tre stykker planker (4400 kr), og det er sådan, at alt hvad du har af rester på over 40 cm kan værkstedet bruge, så du kan slippe for at betale for en hel planke. Vi lavede et bord på 260 cm og 105 cm bredt (3 x 35 cm). Vi gik efter masser af knaster, selvom vi ved, at det er lidt upraktisk, men det er jo pænest og mest autentisk, og så må vi se, hvordan det fungerer i forhold til skidt og støv, og ellers skulle man kunne købe noget epoxy og fylde knasterne ud med, men det har vi ikke kigget nærmere på endnu.
Anyways – alt hvad du gør:
- Vælger tre stykker planker, tegner op med de mål du vil have.
- Skærer stykkerne ud på en rundsav – bare så du har den rigtige bredde. Længden retter du til til sidst. Du får hjælp fra medarbejderne til rundsaven og faktisk det hele!
- Så skal plankerne på et afretterhøvl på alle flader, så vinklerne bliver rette.
- Plankerne skal igennem en tykkelseshøvl, indtil du får den tykkelse, du ønsker, på bordet. Uffe kørte dem igennem, så vi endte på en tykkelse på 4,5 cm på hver planke.
- Længden skæres til, så du får den helt rigtige længde, du ønsker.
- Vi besluttede os for at lave tre tværstykker af samme træ til at samle/holde de tre planker sammen. Man kan også købe noget i metal (vinkeljern) i byggemarkeder, hvis det er.
- Vi tog plankerne med hjem og fik dem finslebet i hånden med noget af det fineste sandpapir, tørrede al støv af, og masserede plankerne med noget rustik naturolie (klar) fra Bauhaus (119,95 kr).
- Sæt plankerne på gulvet, læg dem sammen med den afstand du ønsker. Uffe fandt nogle afstandsbrikker (59,95 kr) i Bauhaus, som man kan lægge imellem, så man er sikker på, at der er den samme afstand over det hele.
- Bor huller i tværstykkerne og skru skruer i (se billederne nedenfor).
- Skru bordbenene på plankerne – vi købte det her fine Hay bordben (2 stk, 1089 kr), og du skal være opmærksom på, at der kun er to huller på bordbenet, til at skrue benet fast på plankerne, og disse huller var faktisk meget tætte på at overlappe hullerne imellem plankerne, hvilket ville resultere i, at vi ikke ville kunne sætte bordbenet fast til plankerne, men vi var lige netop heldige.
Plankerne ser ikke pæne ud i den her tilstand, og det kan være svært at forestille sig, at det overhovedet kan komme til at ligne noget – vi tog chancen, og er megaglade for at vi gjorde det! 🙂
Ja, der var næsten kun mænd, men derfor ingen grund til at blive skræmt væk! 🙂
Uffe og jeg er ikke helt enige om, hvordan kanterne på siderne skal være, og indtil videre har han fået sin vilje, så vi lader kanterne være uslebne og rå, men det er altså ikke vildt pratisk, og jeg har oplevet mit tøj sidder fast nogle gange, selvom Uffe ikke helt tror på mig! Ligeså snart vejret bliver lidt bedre, så skal vi igang med kanterne 🙂
Her kan du se de der afstandsdimser, som man sætter ind så mange steder som muligt, så man er sikker på, at hullerne får samme afstand – siger nok lidt sig selv :-D.
Her er det ene tværstykke, som Uffe lavede en masse huller i. Så er man da sikker på, at plankerne bliver holdt godt og grundigt sammen.
Vi var så nysgerrige, at vi bare satte to af plankerne op på bordbenene – og af praktisk grunde – for at se, hvordan bordet nogenlunde ville se ud. Plankerne skulle nemlig masseres godt med olie, men vi må erkende, at vi skulle have gjort det tre eller flere gange, men huset kunne simpelthen ikke luftes ud mere på grund af kulden, så det venter vi lige lidt med.
Du kan følge mig på Instagram på @2verdener og min nye private profil @esra.ap.
Like min Facebook-side her.
Følg mig på Bloglovin? her, så du kan få en mail, når der er nyt på bloggen.
Sikke et flot bord.. har lige et enkelt spørgsmål ☺️ hvor langt fra hjørnet bør bordbenet sidde?