Om snart at være sin egen chef og være lidt misundelig på andre

Goood aften piger!

Jeg er ved at have fået fyldt energi i mig igen. Tanket, og klar til at rykke videre fra frigear. Og det har jeg såmænd gjort ved at bruge en masse energi – simpelthen for at få mere overskud oppe i hovedet. Lyder lidt modsætningsfyldt, men jeg har en masse åndssvage praktiske ting, som jeg lige skulle have styr på, inden jeg kunne komme rigtigt videre i mit liv :-D. Jeg har været god til at ignorere det indtil nu, men fordi der sker “markante” ændringer i vores liv for tiden i forhold til arbejde, så synes jeg også, at hjemmet fortjener lidt mere omsorg – eller bare fordi det trænger :-D. Og hvis det så bare var én ting. Seriøst, jeg når aldrig til hovedrengøringen eller hovedoprydningen. Børn roder bare. Jeg sad i går og var et kort øjeblik lidt misundelig, og så lidt sur på mig selv over overhovedet at få den tanke, på dem uden børn, og som har masser af tid. Haha, tanken om hvordan det ville være at tingene bare blev ved med at stå i deres skønneste orden to minutter efter, at man har sat det på plads :-D. At alle papirtegninger med bare 2 streger, kortspil under hele spisebordet, togbaner, eller LEGO-klodser ikke flyder på gulvet. Munira er vildt god til at tegne, men vi kan da ikke gemme alt, hvad hun tegner. Hvad gør man? Det nemmeste er at smide det ud, men jeg føler mig så ond, når tanken strejfer mig. Jeg kan fristes til at komme det i affaldsposen, så jeg ikke skal blive ved med at fylde i bunken, der i forvejen trænger til at blive sorteret i :-D. Ja, livet med børn. Og jeg fik faktisk også dårlig smag i munden over, at jeg kunne tænke tanken om, hvordan det ville være uden børn. Jeg kan da ikke undvære dem! Og tænk da også lige på dem, der ikke kan få børn – hvad tænker jeg på? Ej, det var jo ikke tænkt på den måde, vel? 🙂

Siden vi flyttede ind, ja for 1½ år siden, har vi haft tre omvandrende flyttekasser på gæsteværelset, papirbunker rundt omkring, der venter på at blive sat i noget systematik i form af mapper (ja, jeg ved jo godt, hvad der skal til, det er bare lige.. :-P), fyldte vindueskarme, og for ikke at nævne skabene indvendigt i entreen med ungernes (inklusiv os) vinter- og sommertøj blandet sammen. Bare tanken gør mig helt forpustet igen, men heldigvis er listen blevet kortere, og det vigtigste er kommet på plads – alt det løse på vindueskarmene, og også selvom noget af det bare er blevet gemt væk i et skab og fortsætter bunke-livet der. Det skøreste er, at jeg blev motiveret af, at jeg fandt en rengøringsmand (faktisk pige, men du ved, for at neutralisere kønnene :-P). Jo, fordi man er nødt til at få ryddet af vindueskarme, så hun kan komme ordentligt til og ikke bruge for meget tid på at flytte rundt på rodet. Det er money, vi taler om her – effektivitet, ik?! :-P. Det sjoveste af det hele er, at jeg startede med at aftale, at hun netop skulle hjælpe mig med at rydde op. Jeg har haft så mange fordomme over for sådan noget rengøringshjælp, fordi man tit selv skal have sørget for, at det er pænt ryddet op, så de nemt kan komme til. Mit problem er jo alt det rod, børnene skaber lige så snart de kommer hjem. Men jeg kunne jo hurtigt se, at den begrænsede tid jeg har sat af til mine-egne-penge-betalte-rengøring hurtigt blev brugt på oprydning og IKKE rengøring. Jeg er så helt af mig selv begyndt at blive bedre til at rydde hurtigt op efter os, så vi aldrig når dertil, at det kræver enorme mængder af energi at få taget sig sammen til at rydde op. Og fordi der generelt bliver så rent, når hun har været her, så er det en positiv cirkel, der holder sig selv igang. Tjek siger jeg bare!

Meget er som sagt ved at falde i hak. Jeg begynder på små nye kapitler, og der er grund til at de er små. Jeg tager det hele i et stille og roligt tempo. Ikke fordi jeg ikke vil give den gas, for det vil jeg! Men en af mine hverdagskampe går virkelig på også at nyde min familie og vores børn. Nuet. Lidt klicheagtigt, men jeg mener det altså. Jeg synes tit, at dagene bare forsvinder ud i ét, jeg når slet ikke at forstå, at jeg sådan rigtigt har været sammen med dem, og om aftenen er jeg meget træt. Nora har taget mange af mine kræfter. Så bestemt og morsyg (min egen skyld), og når de alle tre er hjemme, føler jeg virkelig ikke, at jeg laver andet end at holde øje med, om den ene ikke skubber den anden, om de er sultne, eller om de skal vaskes. Mange praktiske ting uden at jeg sådan rigtigt er sammen med for eksempel Isak alene uden at Munira skal afbryde med hvor flotte vejrmøller, hun laver. Jeg fanger mig tit i, at jeg bare svarer per automatik uden helt at være med på, hvad det var, der blev sagt. Ja, det er jo vigtigt at være til stede og SVARE, men fanger mig ofte i overfladen af ordene, der kommer ud af min mund. Og børn er altså kloge. De kan mærke den kunstige begejstring, og alligevel kommer jeg til det. Damn it. Jeg prøver.

Jeg kan være så træt om aftenen, og selvom jeg synes at godnatlæsningen for Munira og Isak er vildt hyggelig, giver en helt anden nærhed, kan jeg fristes til at vælge at putte Nora, fordi det er hundrede gange nemmere bare at lægge mig i soveværelset, lukke døren, give brystet og bare slappe af (så tager Uffe de store). Men nej, jeg kan bare mærke efter den ene aften med den nemme løsning, at jeg ikke er glad inderst inde. Og slet ikke hvis jeg har valgt den flere dage i træk. Vi bliver jo ikke forældre, fordi vi vil vælge den nemme løsning. Man er nødt til at tage sig sammen og ofte bare ofre sig. Vi vil gøre dét, vi ved, de har bedst af, og som forældre må vi bare komme i anden række, hvis det absolut kræver det, og vi virkelig har ambitioner om at opdrage vores børn på en fornuftig måde. Jeg tror, mange undervurderer sådan et putteritual. Afslutningen på dagen, hvor man – når man først har lagt sig under dynen – overdynges af en ro. Det er faktisk et af de hyggeligste øjeblikke på dagen, hvor man netop får roen til at snakke sammen. Jeg elsker, at Munira rækker hånden op, når hun vil kommentere på den historie, jeg læser, mens Isak kravler rundt på mig, og hver aften kommer det helt bag på mig, hvor meget Munira suger til sig af indtryk og ord fra putteøjeblikket. De har så svært ved at give slip på dagen. Og sådan går dagene. Og det er med dét overskud, jeg allerhelst vil have, de går. Selvom jeg selv falder i søvn og slet ikke når at hygge med Uffe :-).

Det var slet ikke meningen, at det skulle handle om putning, haha. I kan høre, at jeg har mange tanker kørende, hva? Men orker I det selv? Læser I hver aften? Eller handler det bare om at kaste sig på sofaen hurtigst muligt? (den er nemlig også en option her ofte :-D). Hvis I har børn vel at mærke :-P.

Og så var der dét job! Jeg delte jo glædeligt med jer på Instagram, at jeg har fået bevilget 283.000 kr. fra Ældre- og Sundhedsministeriet til at starte 10 legestuer op i hele Aarhus Kommune. Jeg glemmer tit hvor sejt, det egentlig er. Tænk at nogen har den tillid til mig. At jeg har fået ansvaret for at vælge ca. 10 plejehjem og være med til at skabe liv og glæde hos beboerne på plejehjemmene og den yngre generation. At skabe en form for liv. At det forhåbentligt bliver et initiativ, der spreder sig som ringe i vandet, og at jeg, lille Esra, skal stå for projektet – min helt egen ide. Det er faktisk tilbage sidste år, hvor jeg holdt foredraget på Hindsgavl, at jeg blev opfordret til at søge nogle af de midler, som ministeriet uddelte, og jeg sad dagen før ansøgningsfristen og stykkede en ansøgning sammen med link til de forskellige indlæg her på bloggen fra mit frivillige initiativ i København på Langgadehus Plejecenter (det kører stadig derovre!). Det er så først nu her, at jeg har fået besked om det endelige tilsagn, og nu er de klar til at overføre pengene til mig.

Jeg mangler bare en lille krølle, jeg venter på at få på plads! En masse kloge mennesker har nemlig opfordret mig til at skaffe mig en revisor og starte en forening op. 283.000 kr er mange penge at få ind på min private konto, og det er jo ikke det hele, der skal gå til lønningen af mig, og for at SKATtemor (igen kønsneutralisering :-D) ikke laver rod i hele mit private liv, så er det meget godt, at de ryger ind på en foreningskonto. Det er en deltidsstilling, jeg har budgetteret til mig selv, og den svarer nok til mine dagpenge, så jeg bliver ikke rig af det, men FRI og LYKKELIG over at styre mit helt eget projekt og være min egen chef – at kunne blive ved med at hente ungerne tidligt og arbejde timerne ind, som det passer min hverdag. Jeg har fundet på et navn på foreningen, UNG SAMMEN – hvad siger I, haha? :-D. Og nu venter jeg bare på, at min revisor ringer til mig og fortæller, at det hele er klar, så pengene kan ryge ind på kontoen :-).

Håber selvfølgelig på at have jer med på min rejse herinde på bloggen. Tør ikke at sige meget, for vil helst ikke love for meget, men planen er, at jeg bliver meget mere aktiv herinde 😉 (Og så sagde jeg det alligevel :-D).

Og undskyld jeg ser lidt snobbet ud på billedet, og vasen skulle nok også være skubbet lidt til højre, og ja, lampen til højre ligner en stor peanut, men men men det gik lidt stærkt (som altid), haha! 😀

Håber I får den skønneste weekend med masser af sol og varme med jeres kæreste!