Godmorgen :-)

Skal vi lige starte koldt og uden vand? Brrrr(!), varmen er herinde, kan jeg mærke under dynen, men der er koldt udenfor. Uffe er stået op før mig, som altid, og jeg kan høre ham sige noget med at der ikke er vand. Jeg vil ikke ud af sengen. Det kan man da ikke, endnu engang står man med en konfrontation af hvor møgforkælede vi egentlige er, og så også lidt utaknemmelige. Ingen af os tænker på, om der er vand i morgen, når vi lægger hovedet på puden om aftenen. Nej nej, ingen problem, selvfølgelig er der vand, og det fosser ud af vandhanen med en nærmest irriterende fart, lige til at klaske op i hovedet eller til at blive skyllet rundt i munden og allervigtigst til hænderne efter toiletbesøget. Mon vi har varme i morgen, når vi står op? Tænker aldrig på det. Heldigvis fejler varmepumpen da ikke noget, men vand, ingen vand. Og selvfølgelig har man allerede glemt det to minutter efter, man er stået op, endt på badeværelset og trykker på toiletknappen, og står og undrer sig over, der ikke sker noget. Nååh nej, ingen vand! Åh, nej hvordan skal jeg vaske hænder?

Uffe kan se på Facebook i vores vejgruppe, at folk også allerede er gået amok og spørger løs, hvem har ikke vand, hvem har? Og der er én, der ved, hvad der er sket. Et vandrør er sprunget! Hvordan kan det lige ske, altså? Det kan man da ikke, helt ærligt. Pludselig føler vi også heldige over, at der er lidt vand i elkedlen og i vandkaraflen i køleskabet. Åh, hvorfor gik jeg ikke i bad i går? Hvorfor drak jeg ikke to liter vand i går? Hvorfor sparede jeg ikke mere på vandet i går? Hvorfor værdsatte jeg det ikke mere i går? HVORFOR er der ikke mere vand i den elkeddel?? Bliver jeg nu sådan én, der fremover hver aften sørger for at fylde elkedlen helt op for at sikre mig? Vi er forkælede, og vi ved, vi ikke gør det, for selvfølgelig sker det her ikke bare lige igen. Selvfølgelig orker jeg ikke at fylde den elkedel op hver aften. Det er bare et enkelttilfælde, meget sjældent. Ét af vores mange ellers velfungerende systemer er bristet for en dag, kun én dag, det sker ikke bare lige sådan igen. Vi ved det. Vi er heldige. Jeg har allerede glemt det, inden det fungerer igen. Hvorfor er vi sådan som mennesker? Er vi ligeglade? Klar til at fortrænge? Har vi det for godt til at gå og huske på sådan noget? Er vores hjerner blevet for overfladiske? Glemmer vi bare? Vil vi bare glemme?

I kan se, min morgen startede lidt barskt, uhh så barskt så barskt :-P. Er det med t? Lyder hårdt at udtale, måske på grund af min tørre mund, haha. Ej, men det er ligemeget. Intet kan gå galt i dag. Uffe har fri! Ligesom mig, og vi ville egentlig bare være hjemme og hygge og ordne ting, men kan man det uden vand? Ingen stempelkaffe? Åhh, og jeg er imponeret hver morgen af den mand. De var sent på den, men alligevel tog han ladcyklen med alle børn i. Bilen står dér uden frost på forruden, fordi vi har husket at køre den op i carporten, og han har travlt, men alligevel tager han cyklen i kulden for først at køre ned på skolen, og så op ad den hårde bakke i modsat retning til børnenes vuggestue og børnehave. Jeg misunder ham faktisk lidt. Han får frisk luft, jeg vil også, men jeg orker ikke ligesom ham. Måske tager jeg løbeturen i dag, tænker jeg. Ja, grin bare. I ved, det ikke kommer til at ske, ikke på en dag, hvor Uffe har fri, og jeg har ham hjemme.

Så’n en start på morgenen. Nå ja, og så ville Munira jo ikke i skole. Hun har ondt i hovedet. Vi ved, det ikke passer, næsten stensikre. Hun har måske hørt, at baba er hjemme. Jeg er klar på at holde hende hjemme, jeg er så svag eller moderlig? (:-D), men Uffe er stærkere. Jeg tænker, at han også slipper for at tage ud så tidligt, så sig da bare ja, lad os holde hende hjemme og hygge med hende. Kun hende. Men vi er ikke ens. Heldigvis. Jeg bliver lige forelsket i ham igen, her til morgen, uden vand og med frost udenfor. Jeg står udenfor i kulden og vinker til dem. Jeg kan jo godt.

God dag skønne venner! 🙂