“Undskyld”, jeg kommer til at lugte!

Jeg har seriøst sommerfugle i maven. Det sker i weekenden, at sådan cirkus 1,6 miliarder mennesker på hele jorden skal til at faste fra daggry til solnedgang – nå ja, minus børn, syge, ældre, rejsende, gravide, ammende, og så dem, der ikke rigtig går op i det – hah, røg vi ned på kun et par milioner mennesker? :-D. Det er stadig mange (:-P), og det giver mig sgu lidt mod. Hov, sagde jeg “sgu”? Er det ikke et bandeord? Det må jeg heller ikke. I hele Ramadanens ca. 30 dage må vi – helt raske mennesker – ikke spise, drikke, bande, ryge eller have sex fra daggry til solnedgang, og nej, heller ikke i Danmark, hvor solen går SÅ sent ned! (Avv! :-D). Der skal fastes med munden, tungen og hele kroppen, og selvom jeg har prøvet det mange gange, får jeg lidt kolde fødder, hver gang tiden nærmer sig. Hvordan bliver det i år? Ja, for det rykker jo ca. 10-11 dage hvert år hen imod foråret, da den islamiske kalender følger månens bevægelse. Jeg har jo aldrig prøvet det en maj/juni-måned, i vores nye hus med hele tre børn og så i Jylland! Hah. Omstændigheder ændrer sig jo hele tiden, og jeg kan jo ikke bare lægge mig til at sove, når jeg “kommer hjem” fra hjemmekontoret :-D. Der er hele tre børn, der skal fortsætte deres liv med mad og bleer. Hmm at skifte ble på fastende mave – den bliver slem! Men det hele skal nok gå. Jeg ved det!

I kender mig. Jeg elsker mad. Jeg er typen, der spiser tit og elsker at hygge med mad. Jeg ved, hvor meget tid, jeg kan bruge i løbet af dagen på at tænke på, om ikke det er tid til mad. Og måske netop derfor glæder jeg mig faktisk til Ramadanen. Jeg glæder mig til at koble den del af hjernen fra, som tænker så meget på mad! Selvfølgelig er det hårdt at faste – det tager på energien, men magien i Ramadanen opstår nok dér, hvor det kommer bag på dig, at du ikke dør lidt efter at din mave har rumlet. Du opdager, hvor fantastisk din krop er. Hvordan den efter at have rumlet, fordi den netop er vant til at få mad på de tidspunkter, du har vænnet den til, pludselig stopper med at rumle. At du rykker på din krops grænser. Den følelse er altså fed. At du kan mærke, hvordan du overtager styringen af din krop. At dens indbildning om at du er sulten vitterligt ER en indbildning, som du i virkeligheden er herre over, og at du bestemmer, at den ikke har brug for al det smågufferi i løbet af dagen, som du ellers plejer at have en svaghed for. Det er jo en slags kur, og kure og mig er normalt ikke særligt gode venner, men i Ramadanen virker det bare. Respekt for vores kroppe, seriøst, de kan bare noget. Og så allermest respekt for dem, der kan undvære deres smøger en hel dag! Jeg fatter ikke, at de ikke bare stopper med det møg, men når jeg ikke selv kan fortsætte samme tanke efter Ramadanen, siger det måske meget om os mennesker. Vi elsker HYGGE!

Ingen tvivl om at mad er hygge, og uden den bliver livet lidt kedeligt. Lad os sige materiel kedsomhed. Men det er jo også den, som Ramadanen skal lære os ikke er det vigtigste her i livet. At vi kan sætte den til side og koncentrere os om os selv. Sådan rigtigt selv. Den indre renselse. At vi kan holde fokus på at være og blive bedre mennesker, og koncentrere os om dén del. Er du gal – tænk at have overskuddet til at holde døren for andre, hjælpe den ældre over vejen, tilbyde andre vand i varmen, holde det i sig, når man synes, at kollegaen er irriterende, på TOM mave, eller når éns børn hælder skålen med aftensmaden på gulvet lige foran din lugtende ånde, der hungrer efter mad, selvom vores tålmodighed er ved at sprænge og vores maver knurrer, og vi insisterer på at holde det i os. Det lyder jo nærmest helt umenneskeligt, haha. Og hvis vi så kunne fortsætte i samme dur efter Ramadanen, wow!

Og apropos dårlig ånde – én af mine største udfordringer, og som jeg ikke bryder mig om i Ramadanen. Ikke fordi det generer mig selv. Man lægger jo ikke selv mærke til det, medmindre man sætter hånden over munden og puster ind i håndfladen, og tager et sug igennem næsen (don’t do it, haha). Ja, det er mere tanken om at skulle genere andre med dårlig ånde, end det er mine irriterende tørre og måske sprækkede læber, der ja, generer mig. At andre skal synes, at jeg lugter ud af munden, for det gør man! Godt nok betragtes den “dårlige” ånde under fasten som lugten af paradis i blandt muslimer, men prøv lige at bilde andre det ind! :-D.

Jeg er sikker på, at mange andre har den her tanke omkring den dårlige ånde, og et eller andet sted synes jeg også bare, at der er noget smukt over denne gene fra min side, for det sætter det hele i perspektiv – at faste, at føle med de fattige, prøve at kigge indad, gøre noget godt for os selv, men også for andre, OG alligevel tænke på ikke at være til gene for andre med de konsekvenser vores handlinger kan have. Men nu er det sagt. Hold afstand, for din egen skyld :-P.

Og til sidst må jeg beklage, hvis vejret begynder at gå i den dårlige retning fra på lørdag, for der bliver altså flere end 100.000 mennesker her i landet, som nok kommer til at bede til Gud for mindre sol og mindre varme! Sorry! 😀

Ooog, du skal ikke have ondt af os – fik jeg overhovedet sagt, at vi altså glæder os til Ramadanen? Haha. Hvis jeg ikke ramte plet med det i indlægget, må jeg henvise til mit indlæg om sidste Ramadan – om hvorfor vi betragter Ramadanen som en gæst, vi venter på i et helt år :-D.