En gave fra to verdener

Jeg kan ikke tilfredsstille alle – kom med bag om bloggen

Jeg har fået nogle reaktioner på Instagram om, hvorfor jeg ikke viser min sympati for ofrene ved det forfærdelige angreb i Istanbuls lufthavn. Heldigvis på en sød måde :-). Andre gange får jeg mails eller kommentarer på bloggen af en art, som jeg ikke synes klær bloggen. Min blog er et positivt sted, og det er heldigvis mig, der bestemmer, hvad der kommer på den. Det er også derfor, at jeg har valgt, at jeg skal godkende de kommentarer, der kommer ind, og er grunden til, at din kommentar ikke dukker op på siden med det samme. Hold on :-). Jeg har faktisk overvejet, om jeg skal fjerne den funktion, da det også tager tid at godkende kommentarer, men det må jeg lige se på.

Med en lille ophobning af forskellige synspunkter fra forskellige typer af mennesker, der har en holdning til, hvad jeg skriver om og ikke skriver om, der har spørgsmål til mit private liv, eller gerne vil have råd til alt fra blogging til (igen) det private liv, eller der sågar har en holdning til, hvordan jeg ikke bør binde mit tørklæde eller hvilket stof, jeg skal bruge, har jeg længe tænkt, at jeg vil lave et indlæg, der forklarer lidt om, hvordan jeg ser på alt dette.

Jeg er klar over, at jeg aldrig vil kunne tilfredsstille alle og er indforstået med, at det følger enhver blogger, at man kan forvente reaktioner på det, man leverer til sine følgere. Alle har selvfølgelig ret til at give deres mening til kende, og det sker også, at jeg selv lærer noget af den reaktion, jeg får. Heldigvis overgår de positive reaktioner de negative, men de negative sidder fast i lidt længere tid. De bliver vendt op og ned hos Uffe, og så har jeg det godt igen. Jeg er som sagt (rettere skrevet) udmærket klar over, at jeg ikke kan gøre alle tilfredse, og det er super nemt at blive misforstået i det virtuelle liv på skærmen, der nogle gange kan virke lidt mere overfladisk som for eksempel på Instagram, hvor kun bestemte dele af ens hverdag bliver klasket på skærmen – eller ligesom de der irriterende overfladiske SMS-korrespondancer, der kan være nemme at misforstå, fordi man ikke får sig forklaret ordentlig eller givet det helt rigtige stemningsbillede med på trods af alle de emoji’er, der findes :-D.

Lad mig med det samme slå fast – siger jeg, der er kommet halvvejs i indlægget :-D. Der er uendelig mange ting, jeg gerne vil skrive om, og som intet har at gøre med, om jeg er tilbageholdende med at udtrykke min holdning, men jeg kan ikke af den helt simple årsag, at jeg har ikke tid. Den trofaste læser vil vide, at jeg har en klar holdning til de sociale medier, som jeg skrev om engang her. Jeg bruger faktisk meget tid på at tænke over, hvor synlig jeg vil være med min telefon foran mine børn, især når jeg kører en instagramprofil som @esra.ap, hvor jeg flere gange om dagen fanger sjove glimt fra vores hverdag. Jeg erkender, at det som blogger er svært eller i hvert fald kræver meget af mig, når jeg skal anstrenge mig for ikke at tage billeder, når ungerne er til stede, eller når der også venter mig en masse huslige gøremål, som én (læs Uffe) nok vil være glad for, at der også er styr på, når han kommer hjem fra arbejde, eller når jeg også skal bruge tid på at besvare kommentarer på Instagram og Facebook, OG kommentarer på bloggen, OG mails jeg modtager fra folk, jeg ikke kender. Jo, der er også en anden side af at blogge, og for mig har det betydet mange spørgsmål i min mailbakke eller kommentarer på bloggen, og for den sags skyld kommentarer, jeg ikke vælger at godkende, fordi jeg ikke gider bruge kræfter på folk, der gemmer sig bag falske eller ikke-eksisterende e-mails.

Jeg får tit spørgsmålet om, hvordan jeg har tid til at blogge, når jeg har en lille én, to “store” og én lang (Uffe) og jo, det kræver planlægning for mig for at jeg kan gøre tingene på de rigtige tidspunkter og få mest mulig udbytte af tiden. At have en blog og køre to Instagram-profiler kræver noget fra min side, og jeg er simpelthen nødt til at prioritere måden, jeg driver det på (lød næsten forretningsagtigt). Jeg elsker at få jeres kommentarer på Instagram, men der er tider, hvor jeg slet ikke besvarer kommentarer på Instagram (tag det ikke personligt) eller Facebook medmindre det er et direkte spørgsmål, som jeg bør svare på. Jeg er for eksempel heller ikke typen, der liker alt mulig der. Både fordi jeg ikke har tiden og fordi, jeg er lidt bange for, at hvis jeg begynder med det ene, så er jeg også nødt til at gøre det andet for ikke at forskelsbehandle folk, og det har jeg slet ikke energi til. Jeg har valgt at være mest grundig med kommentarerne på selve bloggen, fordi bloggen er ligesom mit “hjem” og er det sociale medie, der bor tættest på mig – lidt ligesom hvis jeg fik en SMS direkte i min indbakke, som jeg vil føle mig mere forpligtet til at svare på.

En anden platform er Instagram, hvor det umiddelbart virker meget lettere at dele noget, man har på hjerte, og det kan måske virke uforståeligt, at jeg ikke lige havde tid til at dele et billede der, hvor jeg viser sympati for ofrene i Istanbul-angrebet i lufthavnen, men det er bare dét, at jeg ikke er typen, der gør det. Jeg er heller ikke typen, der ændrer profilbillede på Facebook eller skriver om det, for jeg er bare ikke typen, der gør det – i hvert fald ikke nu. Jeg har fuld forståelse for, og bliver selv enormt glad, når jeg ser kendte mennesker på sociale medier vise deres sympati, og jeg synes selv, at det betyder meget, fordi man netop kan genkende sig selv i den pågældende person, men jeg håber, at folk også har forståelse for at ens feed på Instagram ikke direkte afspejler ens livsværdier. Der sker desværre alt for mange grimme ting ude i verden hver dag, og jeg er bestemt typen, der er påvirket af det, men hvis jeg ikke skal kunne lægge det fra mig, vil jeg aldrig være i stand til at blogge eller instagramme om sjove eller materielle ting. Jeg synes faktisk også, at det kan virke lidt kunstigt, hvis jeg hele tiden skulle tænke på at poste noget ikke-materielt for at retfærdiggøre det materielle, og jeg vil også have det dårligt over, at jeg ikke påpeger alle verdens katastrofer, hvis jeg begynder på det ene. Det er jo ikke hele mit liv, der er på Instagram, og selvom det selvfølgelig skal afspejle, hvem jeg er som person, så er der rigtig mange ting, som jeg ikke deler på Instagram, men som jeg tager op på bloggen, fordi jeg føler, at denne platform egner sig bedre til bestemte emner, hvor jeg kan knytte en fortælling til.

Lidt pudsigt havde jeg faktisk inden kommentarerne kom om min manglende demonstration af sympati for ofrene i Istanbul, allerede tænkt at skrive et indlæg om det, men alt tager sin tid, når jeg kun har aftener til at skrive indlæg, ligesom dette indlæg skulle være blevet udgivet i fredags :-). Jo, det rystede i mig nemlig, da min lillesøster, som rejste til Tyrkiet i torsdags, sagde: “Man ved aldrig.. hvis der nu skulle ske noget, så … “. Jeg vidste, at det ikke var en fejl i flyet og efterfølgende styrt eller et biluheld på Tyrkiets motorveje, hun talte om. Det var selvfølgelig et muligt terrorangreb, hun var bange for. Det rystede og ryster stadig i mig, når jeg afspiller scenen for mig igen.

Jeg ved ikke, om jeg har kunnet forklare mig selv godt nok, men jeg er sikker på, at hvis du også følger med her på bloggen, så vil du kende mig alt for godt til at vide, at jeg er mere end Esra på Instagram og går meget mere op i at gøre noget konkret for “problemer” end at snakke om dem.

Nu vil jeg gøre lidt Eid/Bayram-rengøring og gå ud og købe de sidste Eid-gaver til imorgen (Ja, det er Eid imorgen!). Først skal Nora lige vågne, og jeg kan se, at Uffe har taget bilen, så jeg er lidt spændt på at se, hvordan jeg klarer turen med Nora i ladcyklen op og ned ad bakkerne, især når jeg har tænkt mig at overraske Uffe med, at jeg henter ungerne fra børneren :-).

Sidste år blev min blog 2verdener.dk nomineret til “Årets bedste blog” hos Børn i Byen. Jeg håber, du igen i år vil hjælpe mig med at blive nomineret – det kan du gøre her.

Billede1

Du kan følge mig på Instagram på @2verdener og min nye private profil @esra.ap.
Like min Facebook-side her.
Følg mig på Bloglovin? her, så du kan få en mail, når der er nyt på bloggen.

   

4 kommentarer

  • Manal

    Det kunne ikke forklares bedre 🙂 jeg tager hatten af og trøjen :p
    p.s jeg bliver selvfølgelig ikke fornærmet hvis du ikke poster mit kommentar da det muligvis indeholder sex symboler for min pointe er jo kun at vise at jeg er glad for at du eksisterer. Eid mubarak og husk mig i din dua

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Hold op du er sød Manal – jeg tror da aldrig, at du kunne fornærme mig! :-). Hvor er det fedt at høre, tusind tusind tak og Eid mubarak til dig også søde!
      knus!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Hej Esra.
    Godt og meget relevant indlæg

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Hej A 🙂
      Jeg prøver nok at tilfredsstille de fleste, og tager det lidt med ro 🙂 Jeg tænker, at det var meget godt at få det på plads, at jeg også har andet at lave end at være på de sociale medier – kan allerede se en effekt. Tak for støtten!
      Søde hilsener
      Esra

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En gave fra to verdener