Kvinden på barsel - du fortjener bedre!

Munira, kan du vokse op i fred?

Det er som om, at det hele SKULLE handle om dét. Mange bloggere gav plads til korte tanker om det, der ramte os forrige weekend. Jeg nærmest nægtede det – ikke at jeg ville afvise virkeligheden, men for ikke endnu engang lade det hele handle om én ting – selvom jeg måske er den, der tænker mest på det, frygter det mest. At det vil ramme mig, min familie, mit liv. Men jeg nægter at skrive om det. Jeg er optimist, jeg er idealist – jeg ved, at selvom der er medier, findes der en anden virkelighed. Selvom der er grusomme generaliseringer, er der fornuft. Jeg bortviser ikke, jeg afviser.

Munira mit barn. Det var jul, det var påske – det var fødselsdage, det var legeaftaler, det var min barndom. Jeg tænkte ikke over det dengang – heldigvis. Vi var flere, vi var sammen. Vi havde en storesøster, der blev vores mor, for mor kunne ikke. “Mor” kunne hjælpe os med lektierne, “mor” kunne være mor til forældremøder og “mor” kunne holde os i hånden om morgenen og følge os i skole. “Mor” kunne tage mor til læge. “Mor” kunne være tolk – og vi kunne lære, hvordan man gjorde. For når “mor” ikke kunne, og vi blev ældre, kunne vi jo. Vores “mor” havde mere ansvar end mor.
Jeg er ikke et offer, jeg er ikke den hjælpeløse. Jeg er blevet gjort stærk og moden i en tidlig alder. Vi skulle forklare, vi skulle forsvare – vi skulle vise, vi skulle bevise. Vi var gode nok.
I skolen roste de os, vi var dygtige. Vi havde jo hinanden. Vi levede vores liv på skolen som de stærke, som de modige, men hvor havde vi alt dette fra? Jeg har tænkt på det mange gange. Mor og far så aldrig vores lektiebøger – hvem var det, der fik os til at åbne bøgerne?
Vi gik i moskeen i weekenderne. MOSKEEN. Munira, det har fået en helt anden betydning idag. Måske var det dér. Måske var det imamens uafbrudte taler om, hvordan vi kunne bidrage som som gode samfundsborgere, hvordan vi skulle respektere de ældre, hjælpe de yngre og lære at tænke på andre før os selv. Og læse. De arabiske bogstaver kom før de latinske – jeg forstod ingenting, men imamen sagde læs. Og far – far sagde også bare læs.

Munira, du er 4 år, du er også moden. Ikke fordi du er blevet pålagt dine forældres opgaver, men fordi du har fået så meget anerkendelse, kærlighed og omsorg, jeg sammenlagt i hele mit liv ikke har fået. Jeg er ikke et offer, jeg er stolt, og jeg vil sørge for at du aldrig føler dig glemt eller forsømt. Jeg vil være der. Når de holder fastelavn i skolen, når du får kjolen, når du slår katten af tønden, når du får lykken, når du gør mig stolt. Du skal ikke tolke for mig, du skal ikke tale for mig, du skal ikke være mor for mig.

Munira, kan du vokse op i fred?

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kvinden på barsel - du fortjener bedre!