Vores skøre og trygge liv – en ny begyndelse i Aarhus

Jeg har altid frygtet at leve et liv, hvor jeg gjorde det samme hver dag, stod op på samme tidspunkt, spiste det samme og gjorde tingene i én bestemt rækkefølge. Jeg frygter at leve et liv som en robot, selvom det kan være trygt, for tryghed kan jeg faktisk godt lide. Jeg vil gerne have et trygt liv med min familie i trygge ramme for at være sikker på, at der ikke sker dem noget, og at jeg ved, at jeg har noget at give dem i form af social og økonomisk tryghed. Selvom det trygge og sikre og bevidstheden om at spare og undlade at overforbruge har fyldt en del i min opvækst, er der bare også den anden side, jeg kæmper med hver dag. Om at få noget ud af alt dette. At producere noget, at gøre noget. Noget anderledes.

Som barn drømmer man vel meget. Der var så mange forskellige slags liv omkring mig, at jeg tit drømte mig ind i andres liv. Og det gør man vel; alt fra at man indgik som Lois Lane i Superman-filmen til at leve livet som barn i ?Det lille hus på prærien? ? vidt forskellige verdener, og bevidstheden om hvilket liv man selv levede, gjorde det hele bare til endnu mere drømmeagtig og uvirkeligt. Selvom der har været flere års tidsspilde i form af hypnotisering og afledning foran tv?et, så har det faktisk været med til at, at jeg skulle finde ud af, hvem jeg var, og hvilket liv jeg ønskede at leve.

Og så kommer der jo en dag, hvor man ikke bare har lyst til at drømme om tingene, men leve dem. Jeg har været meget optaget af tanken om at gøre tingene, inden det er for sent, og at jeg ikke ville fortryde noget. At jeg selv ville være med til at skabe det liv, jeg ønskede at leve, ikke bare følge strømmen, men gøre noget ? om det så er skørt, uvirkeligt eller uopnåeligt. For det er det jo lige præcist ikke.

Men at gøre noget spontant er tit skørt. Ligesom dengang jeg flyttede til København efter gymnasiet. Fik Uffe og troede at vi hele vores liv skulle bo i København, efter vi havde overtalt banken og købt lejlighed, selvom Uffe var studerende, og jeg lige var blevet færdiguddannet. Etablerede os i en lækker lejlighed i Valby, fik Munira og Isak og så nu det tredje barn!

Ja, det lyder altså lidt sindssygt, og det er ikke helt gået op for mig, at vi skal være forældre til 3 børn! Vi er 30 år! Nogle starter først deres “voksen”liv nu, men jeg er sikker på, at vi nok skal klare opgaven. Der var engang, jeg ikke turde sætte børn i verden. Hvordan kunne jeg klare den store opgave og påtage mig det store ansvar? Hvad nu hvis… Hvad nu hvis. Hvordan skulle vi leve op til den betydningsfulde opgave, og kunne vi give vores børn lige præcis det, vi vil, når verden omkring os er en anden? En verden, vi ikke selv kan styre. Eller hvad? Ligesom det dengang gik op for mig, at frygten ikke kom nogen som helst til gode, men derimod kun begrænsede vores verden og ønsker for livet, gik det også op for mig, at vi netop selv er dem, der kan være med til at skabe det gode liv omkring vores liv – og andres liv. Det er jo os, der skal være med til at skabe det trygge og gode liv for vores børn, og vi kan ikke og er bare ikke herre over alt det dårlige, der sker. Og så længe man er klar over, at alt ikke er lyserødt, og dårlige ting kan ske, og at man på en eller anden mærkelig måde er forberedt på tanken, så skal det vel nok gå. Det lyder ret koldt i mine ører, men det er bare den tanke, jeg gemmer på i baghovedet, og prøver at leve med uden at lade det fylde. Vigtigst af alt; at huske at værdsætte livet så tit jeg nu kan, og ikke bare leve det som for givet. At leve et liv, der er værd at leve, at stå ved sit og leve det, fordi man fortjener det. Alle fortjener det.

Hvad er så det skøre? Jo, vi er flyttet tilbage til vores hjemby! Efter 11 år i København er jeg flyttet tilbage til hjembyen Aarhus. Uffe har ‘kun’ boet i København i 7 år, og hvis du spurgte for fire måneder siden, havde vi sagt “aldrig i livet”, men to uger i juli, tredje barn i mavsen, godt tidspunkt at sælge lejlighed på, godt tidspunkt for Uffe at skifte job, så stoppede vi op og sagde til os selv: Hvorfor egentlig ?aldrig i livet?? Tingene har ændret sig. Vi har haft den bedste tid i København, men nu er vi et lidt andet sted i vores liv. Vi har fået uddannelsen, hjemmet, en travl hverdag, børn og os selv. Det er faktisk som om, vi er blevet voksne i København, har fundet os selv, kendt os selv, fået lov at være os selv. Den fede by København er stadig fed, men da vi i sommer gentænkte tanken, gik det op for os, at tanken vi har haft i lang tid om aldrig at ville vende tilbage, måske mere var en automatisk afspilning af en indbildning om at vi ikke ville, end en reel overvejelse af, hvad vi i virkeligheden var åbne for. Der er selvfølgelig mange mange ting, der gjorde, at vi helst ville være på den anden side af broen og måske lidt på afstand, og det kommer ikke lige her, men faktum var, at vi pludselig bare kastede os ud i det. Uden at tænke alt alt for meget, for mange ting sker ikke, når du tænker for meget over det. Det eneste, det resulterer i, er at tiden løber fra dig, og du står flere år efter og spørger dig selv, hvorfor du ikke bare gjorde det. Det er liiige præcist den tanke og oplevelse, vi ikke ville stå med.

OG allermest handlede det nok om børnenes forhold til deres bedsteforældre og at være tættere på fætre og kusiner. At give dem muligheden for at være tætte på dem og pleje dét forhold og vokse op sammen. At gøre hverdagen mere berigende med lette aftaler, hurtige spontane besøg uden hele tiden at være i tvivl, om det nu passer, eller om man forstyrrer. Familien kender du jo bare bedst og kan altid trække i, når du har brug for det.

Så nu er vi her i Aarhus, har solgt lejligheden, Uffe fik job på en måned, og jeg er lige gået på barsel, og vi bor hos svigermor :-D. Det går faktisk rigtig fint. Vi har et sted, vi søger et sted, vi er trygge og lidt skøre, og det kommer jeg forhåbentlig til at skrive meget mere om ! 🙂

Du kan følge mig på Instagram på @2verdener og min nye private profil @esra.ap
Like min Facebook-side her.
Følg mig på Bloglovin? her, så du kan få en mail, når der er nyt på bloggen ?