Salatsnedker - og to beviser på, at talent ikke er medfødt, men altid kan udvikles :-D

Aarhus min by, jeg elsker dig

Salling top rooftop

Ahmen, sådan tænker man altså lidt, når man kommer op på toppen af Salling, går i ét med “naturen” a la træplanker og bliver nyforelsket og lidt stolt af at få lov at indånde den rethinkede luft i smilets by :-). Jeg er aarhusianer, manner, jeg er stolt og glad for at bo i byen af alle byer. Igen igen har Aarhus fået en ny attraktion – den smukkeste terrasse med den flotteste udsigt, og selvom det er lidt synd for alle de penthouselejligheder med deres fede private altaner, man pludselig kan kigge direkte ned i og stjæle lidt privatliv fra, så må jeg være lidt egoistisk og sige, at Salling har gjort det godt. Endnu mere lækkerhed og stolthed i min by. Det er da lidt som om, at Aarhus gennemlever en storhedstid og er ved at overtage et nyt imperium, haha. Uffe og jeg griner tit over, at det er efter, at vi er flyttet tilbage til byen, at det virkelig begyndte at slå igennem :-P. Der er faktisk andre omkring os, der har sagt det til os :-D. Byen er i rivende udvikling, og det gælder ikke kun metby’n, og det er ikke kun den, der interesserer mig, for allermest er jeg nok mest stolt over at være Brabrandeser og elsker mit lokale Brabrandhood, som har det hele og er fuld af muligheder.

Det er bare det helt rigtige tidspunkt, vi vendte tilbage til hjembyen på. Lejligheden i København solgte nærmest sig selv, Uffe fik job i løbet af nul komma fem her i Aarhus, svigermor skulle gå på pension og ville have masser af tid til alle vores børn (vigtigt :-P). Vi bosatte os i et lækkert hus imellem skov og bakker med den fineste afstand til byen og familie, og så kom det hele jo af sig selv. Aarhus blev udnævnt som Europæisk kulturhovedstad, vi fik det nye bibliotek aka kulturbygning Dokk1, og Illums Bolighus åbnede midt i byen. Lidt efter kom Street Food og Central Food Market, mens etableringen af den nye letbane kører på fuld drøn, det nye havneområde med springvand, og det er jo slet ikke til at følge med i.

For hver dag der går, holder jeg bare mere og mere af min by, Aarhus. Åh, min barndomsby, som jeg sagde farvel til for 13 år siden, fordi eventyret ventede mig et andet sted. Jeg fortryder absolut ikke, at jeg forlod Aarhus, for tiden var den helt rigtige til at sige farvel dengang, ligesom den også var inde til at vende tilbage til for 1½ år siden, da jeg var gravid til Nora. Men det er København, der har opfostret mig, modnet mig, og det er faktisk her, jeg har lært, hvor forskellig verden egentlig ser ud. Det er København, der har lært mig om rummelighed og lært mig at stå på egne ben.

Men nu er jeg tilbage i byen, som snart har overhalet hovedstaden, som er smukkere end nogen anden, og som jeg selv kan være med til at præge. Jeg har drømt meget i dag, venner. I aner ikke, hvor meget mere verden, der er derude på plejehjemmene – på dét sted, vi tror er endestationen, som alligevel er et stadie før stadiét. Jeg oplever de porøse blik i de ældres øjne, deres smil – håbet. Jeg kan mærke for hver gang, hvordan min passeren igennem gangene ændrer sig, og hvordan jeg kommer tættere og tættere på erkendelsen af, at de liv, jeg ser derude, er mit eget liv en dag. Og jo, den dag er der lang tid til i dag, men hvad er det, jeg er i dag? Jeg er ung og frisk, fuld af forhåbninger og drømme, og jeg vil bruge lige præcist dét til noget. Vi må ikke lade den del af tiden passere let over os. Vi må ikke skubbe den del af alderdommen væk fra os, for vi har alle et anvar for, at vi har det godt.

I dag drømte jeg om, hvordan moren på barsel besøgte legestuen på plejehjemmet, og hvordan det udviklede sig til, at hun også kiggede ind om eftermiddagen en anden dag med den store dreng på vej hjem fra skole. Hvordan de stoppede op ved haven på plejehjemmet ud mod vejen, tog en gyngetur og lige løb ind og kiggede efter fru Jensen. Hvordan de på vej hjem plukkede af æblerne i haven, tog hjem og bagte en æbletærte, som de tog lidt af med over og serverede for fru Jensen. Hvordan den lille dreng blev stor og bare selv kiggede ind forbi fru Jensen en dag efter skole, og hvordan familien nogle dage spiste deres aftensmad inde på plejehjemmet med fru Jensen. Hvordan drengen kiggede forbi en weekend med faderen for at tage en cykeltur i den fede ladcykel sammen med fru Jensen rundt om Brabrandsøen.

Det har været en god dag, venner. For jeg kunne virkelig mærke i dag, hvordan vi helt almindelige mennesker kan lykkes med noget. Hvordan vi selv kan berige vores lokalområde og skabe et fællesskab uden at eje de store kundskaber. Hvor meget mit lille smil kan få smilebåndet på gamle fru Jensen til at bevæge sig.

Og det gør mig bare glad indeni lige nu. For om lidt lukker jeg skærmen, og ved at jeg kan stå op til min familie, som jeg skal hygge med i anledningen af Eid i morgen. Jeg har dem, kærligheden og smilene hver morgen og har lige nu muligheden for at dyrke sammenholdet, familien og fælleskabet. Og midt i glæden vil jeg også huske på dem, der ikke har det lige så godt. Mine tanker vil ikke kun vil være ét sted, og hvordan jeg vil glædes over at bo i denne by, som giver mig følelsen af, at mulighederne er store, og at vi alle kan bidrage til at gøre den endnu smukkere. Men de vil også være dér.

Salling terrasse brunchBrunch på terrassen i Salling 🙂

2 kommentarer

  • O.E

    Eid Mubarak til dig og din skønne familie dejlige Esra <3
    – Hold da op. Selvom dit perspektiv er meget optimistisk, så synes jeg faktisk at det var sørgeligt at læse afsnittet omhandlende plejehjemmet 🙁 Det har i hvert fald sat gang i nogle tanker om alderdom og dens "konsekvenser"…
    Anyway, dejlig dag til dig Esra <3 Elsker dine oplæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • 2verdener

      Tusind tak <3 Det er tit, at jeg sidder med blandede følelser efter, at jeg har været på plejehjemmene, og selvom jeg tit går glad ud derfra, så er der også en klump i halsen. Men klumpen er vigtig, for den minder mig om, hvordan jeg bør prioritere i dag, mens jeg er frisk og ung, og det er den tanke, der også gør mig glad. Det er ikke fordi, at de ældre lever et dårligt liv på plejehjemmene, men man glemmer bare hvordan vores krop mister sin styrke og energi med alderdommen, og hvor lidt vi kan, når vi bliver helt gamle. Vi må bruge den friske krop til noget fornuftigt, og vi må værdsætte den :-).
      Rigtig dejlig dag til dig O.E 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Salatsnedker - og to beviser på, at talent ikke er medfødt, men altid kan udvikles :-D