Hvornår er man er en rigtig blogger - skal jeg vinde prisen som "bedste blogger"?

Hvad er det vi egentlig vil?

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle skrive. At nogen skulle sammenligne mig med forfattere, og at nogen skulle nominere mig til “Bedste Blog”. What happens?

Da jeg ringede til min fagforening under min barsel for at få opklaret nogle ting, fik jeg hurtigt indtrykket af, at alle kvinder på barsel ringer ind. For at lufte tanker – for at finde ud af, hvad det er, de vil og har ret til. Det er jo en betalt tænkepause. “Du er ikke den eneste”, får du at vide, og jeg syntes faktisk, at det var skræmmende. Jeg har tit hørt fra kvinder, at de godt kunne trænge til en pause, men samtidig var det jo også hårdt at få barn – men så kunne de jo få en pause – en lovlig pause fra livet, altså arbejdet. Livet er jo at arbejde, den ene dag efter den anden, og pludselig er man 100 år (som når Munira synger Krummes sang :-D). Det er jo ingen hemmelighed, at vi bruger den bedste tid af døgnet på at leve – dér hvor vi selvfølgelig er mest friske. Vi har jo sovet natten igennem med familien og er blevet ladet op, og så er det morgen. Den skal du bruge på at gøre børnene klar, få pakket og sendt afsted. Ud til andre. Og du. Du skal på arbejde og (over)leve. Du skal ikke bruge den bedste tid af dagen på din familie, men for at være en familie. Dine børn har det fint i vuggestuen – græder nogle gange når du afleverer, men det er jo en sund reaktion, og kort efter stopper gråden, og de hygger sig. De leger jo med de andre og lærer mange ting derhenne – og de har jo brug for at være sammen med andre børn. Ja, den har jeg tit hørt fra folk, der syntes, at det var vildt, at jeg ville tage orlov for at være mere sammen med Isak: “Han har jo brug for at lege med andre og lære at være social”. Det er da også rigtigt, og han elsker at være omringet af andre børn, men sandheden er faktisk, at vi ikke går rundt om os selv hele dagen derhjemme og ikke har kontakt til omverdenen. Det er som om, at det eneste sted, de kan blive stimuleret, er institutionen.

Hvis du er heldig at bo i en større kommune, kan du jo benytte tilbuddene om legestue. Møde andre mennesker, der tilfældigvis viser sig at være dine naboer, som du bare normalt ikke plejer  at se eller ikke “har tid” til at snakke med. Og jo, det meste af tiden er du hjemme og laver ikke andet end at være vågen med barnet eller sove med det. Ikke engang aftensmaden til familien når du at lave eller tage opvasken. Så er der de populære café-besøg, hvor forestillingen er bedre end oplevelsen, og du finder hurtigt ud af, at du er nødt til at overgive dig til barnets behov og droppe dine egne interesser. Selvom du keder dig, og du føler, at dine hjerneceller skrumper mere og mere af at skifte bleer, tørre gylp og holde brystbetændelsen nede, så nyder du tanken om, at du ér blevet en familie. Men du savner også at være dig selv, at arbejde, at producere noget, og selv hvis du ikke er typen, der har dette behov, skal du nok få at vide fra andre, at det bliver godt at komme i gang igen. At man jo savner det sociale og kan være et sted, hvor man bare er sig selv. Ud i flokken, på arbejdet, hvor du kan være dig selv igen. Sjovt nok er argumentet om at være sig selv under barslen ikke lige så velset som efter barsel, for hvorfor er det, at man har fået barnet, hvis man skal tænke på sine egne interesser og gå på café? Men når barselstiden er ved at nærme sig enden, så må det gerne hedde, at det også er godt at kunne få lov at være sig selv og social med kollegaer. Er det kun under barslen, at man skal være 100 % dedikeret til sit barn og droppe egne interesser? Og er det virkelig forbudt også at pleje sig selv under barslen?

Ingen tvivl om at jeg har været aktiv under min barsel. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg i Isaks tempo kunne gøre noget for andre. Skabe nogle ting, som jeg selv styrede og arrangerede, alt efter Isaks søvnrytme. Han nød jo at tage på den legestue, jeg startede op på et plejecenter – hver torsdag, hvor han hyggede sig med de ældre og andre børn. Det var jo en så indlysende ide for mig at bringe de her to grupper sammen, som egentlig er i samme båd – alene hjemme og ikke altid med det store overskud – men sammen kunne skabes så meget glæde og interaktion. Og ja, jeg skrev indlæg nogle gange, når Isak sov formiddagslur eller om aftenen, hvis jeg ikke selv faldt i søvn – der var en motivationsfaktor. Jeg producerede noget, hvilket også var mit behov, men jeg gjorde det aldrig på bekostning af Isak – jeg gjorde det fordi Uffe tillod mig at gøre det. Han brokkede sig aldrig, hvis jeg ikke havde gjort aftensmaden klar, eller han ikke kom hjem til en skinnende lejlighed. Det er vel heller ikke kun for at varetage mit barn og mit hjem, at jeg er på barsel? Det er vel også for at varetage mig selv – at have det godt med mig selv, for at jeg overhovedet kan have det godt med resten.

Jeg er tilbage på arbejde nu. Få har kommenteret bloggen, og faktisk snakker vi næsten slet om den. Det er som om, jeg er vendt tilbage til det gamle. Jeg føler faktisk, at jeg har udviklet mig enormt under barslen, men ikke rigtig snakker om alle de ting, jeg har produceret. Og jeg ved, at de ved det, men det hele handler om indkøring af Isak i vuggestuen, og om det ikke er rart at være tilbage. Jo, jeg blev også spurgt, om jeg overhovedet følte, at jeg havde holdt barsel med hentydning til alt det, jeg havde lavet. Jeg synes, at det er underligt, at jeg skal føle, at jeg har gjort noget forkert. At det er “forbudt” at have overskud til andre end sig selv og sin egen familie.  At det er OK at have hygget sig under barslen OG samtidig have lyst til at komme tilbage på arbejde. At det ikke er et tegn på, at jeg er typen, der ikke har lyst til at arbejde.

Prestige ligger i at arbejde, at skabe karriere, at bruge pengene fra arbejdet og på at være en familie. Men hvor er familien? Vi arbejder for at opnå en form for tryghed og stabilitet i vores liv, og den får vi igennem vores arbejde, men hvor er familien i alt dette puslespil? Når jeg hører om forældre, der ville ønske, at børnene fik varm mad i skolen, så de kunne slippe afsted med rugbrød om aftenen. Forældre der ikke serverer varm mad for børnene til aftensmad, fordi de alligevel får det i institutionen. Forældre der ser frem til at blive pensioneret, så de kan få tid til deres børns børn, læse en masse bøger, gå sådan rigtige ture i naturen og gøre alle de ting, de ikke har haft tid til før. Ja, så kan jeg sgu godt undre mig over, om vi virkelig lever eller bare arbejder. Og så er der de her kvindelige ledere, der råber højt om, at det kræver hårdt arbejde at nå til tops, men i ligestillingens navn må vi tage den kamp. At du er nødt til at sortere i din vennekreds og kun være sammen med dem, der giver dig noget. At spise frokost med dem, du lærer noget af. At holde det ud, og du en dag vil få tid til familien, til at leve, og indtil da lever du af drømmen om din prestige.

Jeg synes, at trygheden er ligeså farlig som utrygheden. Vi vil den, og den koster noget – livet. Vi er trygge, når vi ikke har tid til andre, eller når vi ikke skal eller behøver at tænke på andre. Vi opdrages til, at vi er de vigtigste. Jeg’et. Det hele handler om os selv, og i virkeligheden er dette jo med til at dyrke tanken om, at vi ikke behøver at tænke på andre. At vi ikke har et behov for at kende naboen eller have et forhold til den. Vi kan lide trygheden, og den er jo også mest sikret, når vi ikke lukker andre ind eller åbner op for andre. Men har vi overhovedet tiden til at lukke vores egen familie ind til os selv? Jeg mener ikke i tiden fra kl. 17-19, men altid. Og måske er der ikke noget at sige til, at vi ikke har tiden eller overskuddet til at tænke på andre, når vi ikke engang har den til os selv og vores familie. Men er det virkelig det liv, vi vil leve?

Nåh, men! I stedet for at have dårlig samvittighed over, at jeg skal have nr. 3 barn nu, at jeg skal på barsel igen, at jeg skal bilde mig selv ind, at jeg gør en samfundstjeneste ved at sætte børn i verden, at jeg er med til at reproducere os selv og sikre overlevelsen af vores land, at det er min største ret, og at jeg ikke er den eneste, at jeg skal overbevise folk om, at jeg ikke er typen, der ikke gider arbejde, at mit arbejde er løndækket af sin forsikring – ja, så vil jeg bare gerne bare kunne sige: Vi skal have nr. 3 barn.

Jeg er nomineret til Børn i Byens pris som “Bedste blog”. Klik herunder og stem på 2verdener, hvis du synes, jeg skal vinde 🙂

2.6

Det fine foto er i øvrigt taget af Dorota Beres, Til minde om… 

Du kan følge mig på Instagram på @2verdener og min nye private profil @esra.ap
Like min Facebook-side her.
Følg mig på Bloglovin? her, så du kan få en mail, når der er nyt på bloggen ?

   

14 kommentarer

  • Hilal

    Åhhhh hvor er det bare godt skrevet Esra!! Lige mine ord. Agzina yüregine saglik.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hey Esra,

    Jeg holder løbende øje med din blog, “dvs. læser dine indlæg når jeg bliver bedt om det af Ayşe”! 😀

    – Og hver evig eneste gang står jeg tilbage med følelsen af at du er som skabt til det her! 🙂 Jeg ville ønske at der var et billede eller to tilknyttet dette indlæg, for at gøre det “nemmere” at læse…”?” Men kan til gengæld også godt sætte pris på hvorfor at du har udeladt det i dette tilfælde…

    Under alle omstændigheder: Keep up the good work! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Hej Mehmet
      Tusind tak! Det betyder rigtig meget. Og skal da i hvert fald prøve at blive ved – der er bare lige det med tiden 🙂 Det er altid svært med billeder, især med indlæg af denne type, og jeg håber da også, at indholdet er så godt, at der ikke behøvet at være tilknyttet så meget andet 😉

      TAK!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Så godt skrevet! Meget rammende – men hvad skal vi gøre ved det? Jeg føler mig faktisk magtesløs ind imellem. Jeg har to børn, en mand med fuldtidsarbejde ligesom jeg selv – de fleste dage er jeg først hjemme 17-17.30 og nogle dage senere. Jeg ville ønske, at jeg kunne lave et ligeså spændende stykke arbejde, men på den halve tid, så jeg også får lov til at være meget mere mor. Der er simpelthen brug for nogle andre strukturer i vores samfund, og en anden mentalitet – det kan ikke være rigtigt, at vi opdrages til at arbejdet er det vigtigste i livet. Jeg tvivler på, at det er en eller anden “vigtig” rapport lavet i arbejdsøjemed, som vi husker tilbage på, når vi bliver gamle. Snarere er det øjeblikke med vores børn – de stunder, som vi naturligt burde prioritere og have mange flere af.

    Og stort tillykke med nummer tre 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Tak Maria – så dejligt at høre 🙂 Som du selv siger, tænker jeg også, at vi er nødt til at indrette samfundet på en anden måde, men den er bare mere kompleks og en sej vej. Det er ikke så nemt for politikerne at ændre i større strukturer i arbejdslivet, og det er klart, at de jo er mest interesseret i, at man arbejder så meget som muligt, så vi kan fylde statskassen op med skattepenge 🙂 Jeg blev f.eks. lidt rasende, da jeg hørte, at København Kommune havde afskaffet ordningen, hvor man får penge for at passe sit eget barn, fordi man pludselig havde løst problemet om institutionspladser (skabt flere pladser ift. dagplejemødre) og nu ville tvinge forældre til at aflevere deres børn (ja, så direkte ved jeg faktisk ikke, om man siger det :-D). Det hele handler på en eller anden måde at få skabt arbejdspladser og få gang i en produktion – det er der da heller ikke noget at sige til. Det er bare ærgerligt, at man som småbørns-forældre ikke helt føler sig set eller forstået, og man skal i hvert fald ikke se skævt på forældre, som ønsker at være mere sammen med deres børn. Jeg kender flere, som har droppet bilen, rejser færre gange eller køber brugt tøj, for at have råd til at være på deltid eller ikke arbejder for en periode, mens børnene er små. Alting er bare så dyrt, og vi vil så gerne have råd til både et hus, en bil og en Iphone, og det kan godt være svært at få det hele til at hænge sammen.
      Jeg savner måske, at der er større udbud af deltidsstillinger, for man hører altså om mange småbørnsfamilier, der kunne ønske sig at arbejde mindre. Man ved jo, at lige så snart de bliver ældre, og i hvert fald når børnene får stiftet egen familie og alle flyver væk fra reden, så står de ældre i kø for at arbejde og er nærmest de første, der møder på arbejder, og dem der går sidst. Ja, fordi de måske kun har manden tilbage derhjemme, eller børn der er flyttet længere væk og faktisk har det allerhyggeligst på arbejde. Nu generaliserer jeg selvfølgelig bare :-D.
      Men ja deltidsstillinger er da et sted at starte! Jeg er næsten sikker på, at folk endda vil arbejde dobbelt så effektivt, fordi den tid de på er på arbejde, på en eller anden måde er mere koncentreret. Den er svær, og selvom man kan have gode ideer til en ændret samfundsstruktur – det er bare ikke ligetil, når der går politik i den :-S:-).

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nada

    Fedt! Tillykke med det og nyd det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nurten

    Jamen dog, tillykke med den gode nyhed. Håber det bedste for jer? og i øvrigt, rigtig godt indlæg?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Tak Nurten! Håber det bliver det bedste for os :-D. Tak for støtten 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Stort tillykke! Og til alt det du skriver: hørt!!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lamaa

    Du er simpelthen genial. Havde lyst ti at droppe alt og flytte ud på en øde ø undervejs i dit indlæg, indtil jeg så sidste afsnit af indlægget – så fik jeg lyst til barn nr. 3 selv!! Hjertelig tillykke til dig og familien, det er en fantastisk nyhed. Som en ældre læge fortalte mig: man fortryder kun de børn man ikke får!
    ps. mon man skulle kalde bloggen nu 3verdener;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Esra

      Hehe ja, eller flertalsverdener.dk :-D. Tusind tak Lamaa! Hvor er det bare dejligt at høre, at det rammer folk. Kunsten er så bare ikke at glemme det og prøve at gøre noget ved tingene :). Den ældre dame har nok ret, men det kræver sgu godt nok noget! 😀
      Knus!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvornår er man er en rigtig blogger - skal jeg vinde prisen som "bedste blogger"?